E 475 Polyglycerolestere af fedtsyrer

Beskrivelse

Fremstilles syntetisk ud fra fedtsyrer (E 570) og glycerol (E 422), som polymeriseres, så det består af i gennemsnit 3 glycerolenheder. Udgangsmaterialerne kan stamme fra dyr, herunder svin.

Må bruges i

Kager og morgenmadsprodukter af granola-typen 10 g/kg. I tyggegummi, fedtemulsioner, mælke- og flødeanaloger og diætetiske produkter må anvendes 5 g/kg. I slik og desserter 2 g/kg og i kaffe»fløde« ½ g/kg. Man skal have 300 g af et produkt med 5 g/kg for at nå op på ADI.

Funktion

Bruges som emulgator og stabilisator. I lagkagebunde bruges de til at give et mere luftigt produkt, idet de er medvirkende til at holde på alle de små luftbobler. Samtidig sikrer de mod udtørring. I margarine giver de en bedre og mere stabil fedtfordeling.

Sundhedsmæssige forhold

Stofferne nedbrydes i kroppen til kendte bestanddele, og der er ikke iagttaget bivirkning ved brug i fødevarer. På baggrund heraf og af dyreforsøg har JECFA fastsat en ADI på 25 mg/kg legemsvægt, senest i 1989. SCF har tilsluttet sig denne ADI.