E 579 Ferrogluconat
E 585 Ferrolactat

Beskrivelse

Jernsalte fremstillet af gluconsyre (E 574), henholdsvis mælkesyre (E 270).

Må bruges i

Må kun bruges til sorte oliven. Gluconatet dog også som jerntilskud.

Funktion

Anvendes til sortfarvning af oliven og for gluconatets vedkommende også som næringsstof (jern). Ved farvning med disse jernsalte kan man undgå den tidsrøvende proces, hvor oliven modnes i lage og herunder mørkfarves. Selvom anvendelsen er som farvestof, betragtes det ikke i direktivets forstand som farvestof og skal derfor ikke deklareres som sådant.

Sundhedsmæssige forhold

Jern hører til stoffer, som organismen behøver, samtidig med, at for store mængder kan være giftige. De mængder jern man kan få gennem farvede oliven, er dog langt mindre, end hvad man får igennem kosten i øvrigt og især fra kosttilskud, så anvendelsen er uden sundhedsmæssig betydning. Det ændrer dog ikke ved, at anvendelsen kan betragtes som vildledende i forhold til den »ægte« vare.