E 640 Glycin
Natriumglycinat

Beskrivelse

Glycin er en aminosyre og en naturlig bestanddel af kosten. Natriumglycinat er et salt af glycin.

Må bruges i

Glycin og dets natriumsalt må bruges uden mængdemæssig begrænsning i alle de fødevarer, der generelt må indeholde tilsætningsstoffer. Selvom der ikke vil være problemer med anvendelse i små mængder, kan man undre sig over, at EU-landene ikke har taget højde for vurderingen fra SCF og gjort helt klart, at anvendelse som sødestof ikke er tilladt.

Funktion

Smagsforstærker og surhedsregulerende middel. Stoffet har også en sød smag, men må ikke bruges som sødestof.

Sundhedsmæssige forhold

Anvendt som smagsforstærker vil de mængder, man kan indtage, ikke adskille sig væsentligt fra, hvad man ellers kan få gennem kosten, og SCF fandt derfor ikke grund til at fastsætte en ADI til disse formål. Samtidig understregede de, at denne vurdering ikke dækkede anvendelse som sødestof. Da stoffet søder så svagt, skal man nemlig bruge store mængder af stoffet, før det kan smages. Da man ikke har erfaring med indtag af så store mængder af stoffet, kan uønskede bivirkninger ikke afvises. Da der formelt ikke er nogen maksimumgrænse for anvendelsen, kunne man frygte, at smarte producenter kunne finde på at indsmugle sød smag i produktet uden at deklarere sødestof. Det ville være imod reglerne, men vil være vanskeligt at kontrollere.