E 901 Bivoks, hvidt og gult

Beskrivelse

Voks som fremstilles ved rensning af bikager efter at honningen er slynget. Bivoks har tidligere været betragtet som en fødevareingrediens i Danmark, og anvendelsen har derfor ikke været reguleret. I EU-systemet har man besluttet at karakterisere det som et tilsætningsstof, hvorfor det nu er med i Positivlisten.

Må bruges i

Må bruges til overfladebehandling af slik, snacks, nødder, kaffebønner og kosttilskud på tabletform. Herudover må æbler, pærer og ferskner samt citrusfrugter, ananas og meloner også behandles med bivoks.

Funktion

Bivoks anvendes til overfladebehandling af f.eks. slik og tabletter for at give en blank overflade. Til frugter kan det anvendes for at erstatte frugternes naturlige vokslag, hvis dette er fjernet ved vask.

Sundhedsmæssige forhold

Bivoks er ikke undersøgt i samme grad som andre tilsætningsstoffer. Da JECFA i 1992 vurderede bivoks, kunne man da heller ikke fastsætte en ADI. På den anden side fandt man det også urimeligt at ofre en masse dyr for at teste et stof, som har været anvendt så længe tilsyneladende uden sundhedsskadelig effekt. Man gjorde dog opmærksom på, at der, ligesom med andre naturprodukter, var mulighed for allergi, og anbefalede derfor, at stoffet blev mærket, hvis det anvendes. Og det skal det jo. Også SCF har i 1990 accepteret anvendelsen, dog kun midlertidigt, idet de har efterlyst yderligere undersøgelser samt mere nøjagtige oplysninger om, hvor meget der bruges af det. De oplysninger var i 2004 endnu ikke dukket op. Rygtet vil vide, at det i visse kredse er blevet »in« at gå efter slik, hvor E 901 er deklareret. Det påstås nemlig, at lige netop dette stof skulle kunne give en speed-virkning, så man kan holde sig gående hele natten. Det er med beklagelse, at vi må punktere denne myte.