E 904 Shellak (Schellak, Skællak)

Beskrivelse

Fremstilles af et sekret fra en orientalsk bladlus kaldet Lakschadia eller lakskjoldlusen.

Må bruges i

Må bruges til overfladebehandling af slik, snacks, nødder, kaffebønner og kosttilskud på tabletform. Herudover må æbler, pærer og ferskner samt citrusfrugter, ananas og meloner også behandles med shellak.

Funktion

Overfladebehandlingsmiddel. Giver en blank og modstandsdygtig overflade. Har været brugt til at lakere piller med i hundreder af år og formentlig også mad, som man ønskede skulle se flot ud. Bruges især på slik og visse kager, men i nogle lande også på æbler. Hovedmængden af den producerede shellak bruges til møbelpolitur.

Sundhedsmæssige forhold

Som så mange andre naturprodukter, som har været anvendt traditionelt før moderne lovgivning fandt på at stille strenge krav, er shellak ikke særligt godt undersøgt. I dag ville det sikkert ikke blive godkendt med den begrænsede viden, der er om stoffet. Men den lange brug uden påvist skadevirkning gør, at der heller ikke synes at være direkte grund til at forbyde det. Ekspertkomitéerne har da også accepteret den begrænsede brug som overfladebehandling af slik og frugter i hhv. 1990 (SCF) og 1992 (JECFA).