E 907 Hydrogeneret poly-1-decen

Beskrivelse

Syntetisk stof der fremstilles ved at kæde stoffet 1-decen sammen med sig selv i kæder på 3-6 enheder og efterfølgende hydrogenering (brintning).

Må bruges i

Fra 1. januar 2005 må stoffet bruges som overfladebehandlingsmiddel på slik og tørrede frugter. Restmængden er 2 g/kg dvs. at ADI kan nås ved indtag af 150 g produkt med denne mængde.

Funktion

Er fremstillet til erstatning for paraffinolie, som jo har vist sig at kunne have uheldige egenskaber (se E 905). Er tiltænkt til overfladebehandling og til slipmiddel.

Sundhedsmæssige forhold

Stoffet har været undersøgt for, om det kunne give samme uheldige effekter som paraffinolie og blev vurderet af ekspertkomitéerne i 2001. Ud fra samme nul-effekt-niveau på 550 mg/kg legemsvægt har JECFA brugt den normale sikkerhedsfaktor på 100 og rundet lidt op, så ADI blev 6 mg/kg legemsvægt, mens SCF rundede lidt ned og havnede på 5 mg/kg legemsvægt. Forskellen er den samme.