E 952 Cyclaminsyre
Calciumcyclamat
Natriumcyclamat

Beskrivelse

Fremstilles syntetisk.

Må bruges i

I læskedrikke måtte hidtil bruges 400 mg/liter, men pga. den nedsatte ADI har man reduceret mængden til 250 mg/l. Må herudover bruges i en række produkter, bl.a. is og slik. De tilladte mængder varierer fra 250 mg/kg til 500 mg/kg. Der skal ca. 1,5 liter læskedrik med 250 mg/liter, 1,5 kg is med 250 mg/kg eller 750 g slik med 500 mg/kg til at nå ADI. Det er ikke længere tilladt at bruge cyclamat i f.eks. desserter og marmelade.

Funktion

Sødestof, der søder ca. 30 gange mere end sukker.

Sundhedsmæssige forhold

Cyclamat blev i 1969 forbudt som sødestof i det meste af verden, efter at nogle forsøg på rotter gav mistanke om, at det var kræftfremkaldende. Dog tillod man i Danmark og en del andre lande, at det kunne sælges som sødetabletter, så de, der absolut ikke kunne tåle sukker, kunne få noget sødt. Siden har stoffet været undersøgt i adskillige dyreforsøg, uden at mistanken har kunnet bekræftes. JECFA og SCF har frikendt stoffet som kræftfremkaldende og tildelte i hhv. 1982 og 1984 en ADI på 11 mg/kg legemsvægt. Denne ADI blev dog gjort midlertidig, da det har vist sig, at nogle mennesker omsætter stoffet til et stof kaldet cyclohexylamin i kroppen. Cyclohexylamin har i rotteforsøg vist sig at påvirke forsøgsdyrenes testikler, og før dette spørgsmål er afklaret, kan cyclamat ikke helt frikendes for mulig skadelig effekt. Siden da har SCF set på stoffet adskillige gange, i takt med at nye undersøgelser blev foretaget, og i 2000 fastsatte man en ADI på 7 mg/kg legemsvægt. At ADI blev gjort mindre, skyldes ikke, at det nu blev betragtet som mere giftigt, men at man valgte at være lidt mere på den forsigtige side. Cyclamat blev igen tilladt til læskedrikke herhjemme i 1985. Andre lande har ligeledes for længst godkendt stoffet igen, som det nu er blevet det generelt i EU. Sverige havde dog besluttet at opretholde sit forbud under henvisning til miljøgarantien, men har måttet ophæve dette forbud.