E 957 Thaumatin

Beskrivelse

Et protein, der udvindes af frugten af en afrikansk plante kaldet Thaumatococcus danielii. Frugten har været brugt af den lokale befolkning til at få noget »sødt«.

Må bruges i

Må bruges som sødestof i is og slik med 50 mg/kg og som smagsforstærker i læskedrikke med 0,5 mg/l og i desserter og mejeriprodukter med 5 mg/kg.

Funktion

Et af de sødeste stoffer man kender (søder 2-3000 gange mere end sukker). Det giver, hvis det anvendes alene, en sød smag, som varer længe i munden, hvilket nok vil begrænse anvendelsen. Til tyggegummi og halspastiller vil det dog ikke gøre noget, og her kan man også udnytte stoffets evne til at forstærke smagen af andre sødestoffer og af aromastoffer, så man kan anvende mindre af dem og stadig få samme smag.

Sundhedsmæssige forhold

Stoffet nedbrydes i tarmen ligesom andre proteiner og indgår i det normale stofskifte. ADI er ikke begrænset under hensyntagen til den selvbegrænsende effekt den stærkt søde smag har.