E 959 Neohesperidindihydrochalcon

Beskrivelse

Neo~hesperidin~dihydro~chalcon fremstilles ved let kemisk behandling af naringin, som udvindes af citrusfrugter.

Må bruges i

I læskedrikke må bruges 30 mg/liter. Må herudover bruges i en lang række produkter, bl.a. desserter, herunder frugtyoghurt, is, slik, kager bestemt til særlig ernæring, frugt og grøntsagsprodukter, syltetøj og marmelade, sennep og saucer. De tilladte mængder varierer fra 50 mg/kg til 150 mg/kg. Der skal 10 liter læskedrik med 30 mg/liter eller 2 kg slik med 150 mg/kg til at nå ADI.

Funktion

Stof, som søder over 3000 gange mere end sukker. Brugt alene har stoffet en bismag, som formentlig vil medføre, at det ikke vil blive brugt som eneste sødestof. Men samtidig har det en evne til at forstærke smagen af andre sødestoffer og af aromastoffer i mængder, der er væsentligt mindre, end hvad der er nødvendigt, hvis det blev brugt som eneste sødestof. Anvendelsen af stoffet vil nok primært ske i kombination, så man dermed kan nedsætte den anvendte mængde af disse stoffer.

Sundhedsmæssige forhold

Stoffet har været undersøgt i en lang række forsøg, uden at der er påvist uønskede bivirkninger, og SCF har fastsat en ADI på 5 mg/kg legemsvægt. JECFA har endnu ikke vurderet stoffet.