E 1520 Propylenglycol (Propan-1,2-diol)

Beskrivelse

Væske, som minder meget om glycerol (E 422). Fremstilles syntetisk.

Må bruges i

Må kun bruges som bærestof for tilsætningsstoffer og aromastoffer og kan som sådant forekomme i alle produkter hvor disse er anvendt, men da bærestoffer ikke skal deklareres, vil man ikke kunne se, om det er anvendt. Der må højst forekomme 1 g/kg drikkevare, mens grænsen i faste fødevarer er sat til 3 g/kg. Man skal hver dag indtage 1,5 liter læskedrik eller ½ kg af en fast fødevare med maksimumindholdet for at nå op på ADI.

Funktion

Propylenglycol er kun tilladt som bærestof for tilsætningsstoffer og aromastoffer. Hvis der anvendes større mængder end tilladt, kan det også have konserverende og fugtighedsbevarende effekt. For nogle år siden blev der gennemført en kampagne med kontrol af visse kagetyper. Det viste sig, at nogle produkter indeholdt mange gange den tilladte mængde af propylenglycol. Da man så blev nødt til at reducere mængden til det lovlige, blev sandkagen lige pludselig mere tør og havde sværere ved at holde sig.

Sundhedsmæssige forhold

I mindre mængder vil stoffet nedbrydes til bestanddele, som er normale stofskifteprodukter i kroppen, og giver ingen bivirkninger. Ved større mængder er der dog konstateret forskellige bivirkninger, herunder overfølsomhed og effekt på nervesystemet. Dette er dog normalt kun relevant, hvor stoffet bruges som opløsningsmiddel til lægemidler, hvor de mængder man kan få er langt højere, end hvad der er muligt gennem fødevarer. På baggrund af en række undersøgelser er ekspertkomitéerne kommet frem til en ADI på 25 mg/kg legemsvægt for stoffet.