E 155 Brown HT (Chocolate Brown HT)

Beskrivelse

Syntetisk tjærefarvestof af azotypen.

Må bruges i

Stoffet har hidtil kun været brugt i Storbritannien og Irland. Med de fælles EU-regler er det nu blevet tilladt i de fødevarer, som generelt må farves. Der må bruges 50 mg/liter i læskedrikke og 50-500 mg/kg i en række andre fødevarer. Det er lidt svært at forudse, i hvor stor udstrækning, samt i hvilke produkter stoffet evt. vil blive brugt herhjemme. Ser man på, hvor det har været brugt i England, er det primært i produkter, hvor man gerne vil give indtryk af, at der har været brugt chokolade, dvs. kager, desserter, is og slik. Der skal spises 600 g slik eller 300 g dessert med den tilladte mængde Brown HT for at nå op på den laveste af de to ADI-værdier. Man kan jo håbe på, at når industrien herhjemme har kunnet klare sig så længe uden stoffet, kan den også gøre det fremover. Et barn på 30 kg vil kunne nå den laveste ADI-værdi med ca. 1 liter brun sodavand, hvis man skulle finde på at erstatte karamel (E 150) med Brown HT i maksimummængden.

Funktion

Brunt farvestof.

Sundhedsmæssige forhold

Hvis man ser på den kemiske struktur, vil det nok være klogt at gå uden om dette stof, hvis man er overfølsom for andre farvestoffer. SCF vurderede stoffet i 1975 og fandt, at der ikke helt var data nok til en fuld accept, men de gav dog en midlertidig ADI på 2,5 mg/kg legemsvægt. I 1983 var der fremkommet så mange nye data, at komitéen fandt, at man kunne give en endelig ADI på 3 mg/kg legemsvægt, baseret på et museforsøg. Det blev konstateret, at forsøgsdyrenes organer blev brunfarvede, efter at dyrene havde fået stoffet, men det var tilsyneladende ikke ledsaget af nogen skadevirkning, så det har ikke indvirket på ADI’s størrelse. JECFA vurderede stoffet første gang i 1977 og tildelte det en midlertidig ADI på 0,25 mg/kg legemsvægt og efterlyste flere data. Den midlertidige ADI blev forlænget flere gange, indtil man i 1984 fandt, at der nu var data nok til at give stoffet en mere permanent ADI på 1,5 mg/kg legemsvægt baseret på et langtidsforsøg med mus. Det er ikke af det publicerede materiale muligt at se, hvorledes de to komitéer er kommet til forskellige resultater ved vurdering af tilsyneladende samme forsøg. Der synes her at være et tilfælde, hvor det ville være hensigtsmæssigt at se på de samlede data, publicerede såvel som ikke publicerede, med moderne øjne, hvilket også er anbefalet af en nordisk arbejdsgruppe.