E 160 Carotenoider

Beskrivelse

Carotenoider er de mest udbredte farvestoffer i naturen, idet de forekommer i en lang række frugter og grøntsager i alle nuancer fra lys gul over orange til mørk rød. Stofferne ligner i kemisk henseende caroten (E 160a), der forekommer i bl.a. gulerødder. Mange af carotenoiderne har provitamin A virkning. Dvs., at de kan omdannes til vitamin A i kroppen og herefter udnyttes. Carotenoiderne kan også have antioxidantvirkning, hvilket er kommet stærkt på mode i helsekostbranchen (se også under E 160a). De enkelte carotenoider, som må anvendes i fødevarer, er enten ekstraheret fra naturprodukter eller fremstillet syntetisk (identisk med det naturligt forekommende farvestof). De er grupperet således at der efter nummeret( E 160) anføres et lille bogstav fra a til f. En særlig type carotenoider kaldes xanthophyller (E 161). De har ikke vitamin A-virkning. Andre carotenoider end dem der er listet som godkendte farvestoffer nedenfor er astaxanthin, der forekommer i rejer, zeaxanthin, der forekommer i majs og crocin, der forekommer i safran. Sidstnævnte har været vurderet af SCF som farvestof i sig selv og blev ikke fundet egnet. Se i øvrigt afsnittet om »naturlige« farvestoffer.