E 160a Blandede carotener og ß-caroten (Beta-caroten, Gulerodsfarve)

Beskrivelse

Naturligt forekommende i en lang række fødevarer, især i gulerødder. Blandede carotener fremstilles ved ekstraktion fra fødevarer og er en ikke særligt veldefineret blanding af forskellige carotener, især alfa-, beta- og gamma-caroten (a, b og g-caroten). Beta-caroten, der er det mest anvendte, fremstilles syntetisk. Der er også et produkt, der fremstilles ved ekstraktion af en særlig alge kaldet Dunaliella salina, som vokser i en saltsø i Australien. Sidstnævnte har hidtil ikke været accepteret som fødevarefarve, da man først ville have dokumentation for, at der ikke var uønskede urenheder fra algerne. Uanset det har det nogle steder været brugt i mange år i helsekostpræparater, hvor man åbenbart ikke stiller så store krav til sikkerheden. Beta-caroten til farvestofbrug og i helsekost bliver også fremstillet ud fra nogle mikroorganismer, som hedder Blakeslea trispora.

Må bruges i

Alle fødevarer undtagen dem, som er specifikt friholdt for farvestoffer, se side 22f. Der er ikke fastsat maksimumgrænser. Efter hvad fødevareindustrien oplyser, anvendes der normalt ikke over 10 mg beta-caroten pr. kg fødevare, hvilket ikke skulle give problemer selv med den nye viden. Der er dog en stigende tendens til at bruge carotener frem for syntetiske farvestoffer, for at industrien kan tilfredsstille, hvad de mener er forbrugernes forventninger om »naturlige« tilsætningsstoffer.

Funktion

Gule farvestoffer og næringsstof (provitamin A).

Sundhedsmæssige forhold

Carotenerne er såkaldte provitamin A. Det vil sige, at de i kroppen omdannes til vitamin A. De har også antioxidantvirkning. I de sidste par år har man set en voldsom opblussen i antioxidantprodukter, herunder beta-caroten, i naturmedicin/helsekostprodukter, da mange undersøgelser tyder på, at antioxidanter i kosten har en beskyttende effekt mod sygdomme, herunder kræft. Da der ikke er så mange penge i almindelige grøntsager, har man så taget enkeltstofferne og kommet dem i piller. Beta-caroten har specielt været anbefalet til rygere. Logikken er klar: Ved rygning dannes mange frie radikaler, som kan danne forstadier til kræft. Antioxidanter opfanger frie radikaler og uskadeliggør dem, ergo må beta-caroten være godt for rygere. Teorien er der ikke noget i vejen med, men for nogle år siden blev der offentliggjort en finsk undersøgelse, hvor man havde givet beta-caroten i store doser til en række mennesker. I modsætning til det forventede viste det sig, at rygere tværtimod havde større tilbøjelighed til at få kræft, hvis de fik beta-caroten. Sidst i 1995 meddeltes det, at to amerikanske undersøgelser havde givet samme resultat. Derfor forlangte den daværende sundhedsminister, som dengang var ansvarlig for fødevareområdet, at der på beta-carotenprodukter med mere end 10 mg skal stå en advarsel. Denne øvre grænse er nu ophævet, så alle produkter, som indeholder stoffet skal have advarslen. Dette har fået helsekostbranchen op på mærkerne med protester. Det har været helt rørende at se, hvordan repræsentanter for en industri, som ikke har været til at standse i sin markedsføring af produkter, hvis effekt er baseret på teorier og yderst midlertidige resultater, nu maner til besindighed og siger, at man ikke skal handle, før man har endegyldigt bevis. Det korte af det lange er, at en lang række undersøgelser viser, at mad med et naturligt stort indhold af antioxidanter har en beskyttende virkning mod bl.a. kræft også hos rygere, mens der ikke er beviser for, at enkeltstoffer taget ud af deres naturlige sammenhæng og givet i pilleform skulle have samme effekt, måske tværtimod. Det er nemlig sådan, at antioxidanter i større mængder kan virke som prooxidanter, dvs. med stik modsatte virkning af den man ønsker at opnå. Selvom produkter med højt indhold af beta-caroten er forsynet med en advarselsmærkning, er en ofte vanskelig at få øje på. Beta-caroten har været underkastet de samme undersøgelser som »kunstige« tilsætningsstoffer. Derfor har man kunnet fastsætte en ADI på 5 mg/kg legemsvægt. På baggrund af de ovennævnte undersøgelser blev denne ADI-værdi fjernet af SCF for at tage højde for rygeres større følsomhed og fordi det viste sig, at de rotteforsøg ADI var baseret på, ikke var relevante for vurderingen af risikoen for mennesker, da gnavere ikke absorberer carotener i samme omfang som mennesker gør. Da der ikke er grænser for, hvor meget der må kommes i maden, er det svært at beregne, hvor meget man kan risikere at få ad den vej. Men ud fra de oplysninger man kan få, er de mængder der anvendes forholdsvis små. Det er altså næppe fra anvendelsen som farvestof i mad, man kan få problemer, hvis man er storryger, men det er ikke utænkeligt ved brug af helsekostprodukter. Hvis man indtager carotener i større mængder, kan kroppens nedbrydning af stoffet ikke følge med, og det aflejres i fedtvæv. Blandt andet også i huden, der bliver gullig. Det kan ikke ske ved normale madvaner, men mennesker, der indtager mange gulerødder hver dag og drikker gulerodssaft til, kan få en gulfarvning af huden. Dette benyttes også af nogle til at skyde genvej til at blive »solbrændt«, idet man kan købe piller, som indeholder beta-caroten, til dette formål. Farven forsvinder dog hurtigt i modsætning til canthaxanthin, der også har været brugt til dette formål (se E 161g).