E 160b Annattoekstrakter (Bixin, Norbixin)

Beskrivelse

Annatto er en busk, der vokser i tropiske egne. Frugten er gul, og man har i århundreder benyttet ekstrakter af frugten til at farve tøj og mad med. Annatto indeholder de to carotenoider (se E 160) bixin og norbixin, som er de stoffer, der giver farven.

Må bruges i

Margarine, desserter og is, visse oste, snacks, ekstruderede morgenmadsprodukter, røget fisk og likør. Der må anvendes mellem 10 og 25 mg bixin/norbixin pr. kg. Anvendelse i læskedrikke er ikke tilladt. En voksen vil nå ADI efter 400 g dessert med 10 mg/kg eller 200 g is med 20 mg/kg.

Funktion

Gult til orange farvestof.

Sundhedsmæssige forhold

Annattoekstrakter kan give allergilignende symptomer hos særligt følsomme. Symptomerne kan være høfeber, nældefeber eller astma. Annattoekstrakter har tidligere fået en ADI på 2,5 mg/kg legemsvægt af JECFA. Denne ADI, som er overtaget af SCF, var baseret på et langtidsforsøg, hvor en ekstrakt ikke gav uønskede bivirkninger selv i den højeste dosis. Da denne ekstrakt kun indeholdt 2,6% af de aktive farvestoffer bixin/norbixin, omregnede man ADI til 0,065 mg/kg legemsvægt for disse to stoffer. Nu om dage anvender man ekstrakter med væsentligt højere farvestofindhold, men den lave ADI klæber ved, og stoffets anvendelse er derfor også væsentlig begrænset, sammenlignet med de fleste andre godkendte farvestoffer. I 2003 har JECFA vurderet en række forskellige ekstrakter af annatto, og alt efter resultaterne af undersøgelser for hvert af ekstrakterne blev der tildelt ADI-værdier på 0,4, på 4 og på 7 mg/kg legemsvægt. Det lyder jo meget godt, men let bliver det ikke at lovgive om og da slet ikke at kontrollere. Annattoekstrakt har ikke vitamin A-virkning.