Deklaration – Mærkning af Fødevarer

Beskrivelse

Der er et lovkrav om, at der skal være en varedeklaration på det der kaldes »En færdigpakket fødevare beregnet til den endelige forbruger«. De danske regler for mærkning (bekendtgørelse nr. 741 af 9. august 2000) tager udgangspunkt i regler fastsat af EU med »Rådets Direktiv 970/112/EØF af 18. December 1978« med senere ændringer og med den præcise titel »Om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af, og præsentationsmåder for fødevarer, bestemt til den endelige forbruger, samt om reklame for sådanne fødevarer«. En deklaration skal som minimumskrav indeholde følgende: • En liste over ingredienser i faldende mængde • En nettomængde (for færdigpakkede fødevarer) • Mindste holdbarhedsdato (eller sidste forbrugsdato) • Særlige betingelser for opbevaring og anvendelse, hvis der er særlige krav • Navn eller firmanavn og adresse på fabrikant eller den ansvarlige for færdigpakningen eller sælgeren med bopæl inden for fællesskabet • Oprindelses- eller forsendelsessted i de tilfælde, hvor udeladelse ville vildlede forbrugeren • En eventuel brugsanvisning • Angivelse af volumetrisk alkoholindhold for drikkevarer med mere end 1,2% volumenindhold alkohol På mange varer står et »e« placeret, hvor vægten eller mængden angives. Dette »E« skulle ifølge en EU-aftale garantere, at vægten/mængden maksimalt vil variere ±3%. Ordningen reguleres af en bekendtgørelse, som hedder Statens Metrologiråds bekendtgørelse om EØF-mærkning (E-mærkning) af færdigpakkede varer. Den hører under Erhvervsministeriet, men kontrollen varetages i Fødevarestyrelsen. Tilsætningsstoffer tilsat fødevarer for at opnå en teknologisk effekt skal mærkes med den funktion, stoffet har (hvis ellers funktionen er optaget på listen over funktioner i tilsætningsstofbekendtgørelsen), samt dets kemiske navn eller E-nummeret. Der er en række vigtige undtagelser for, hvornår tilsætningsstoffer skal deklareres. Disse er: 1.Overførte tilsætningsstoffer, f.eks. hvis de er brugt i en ingrediens uden at have effekt i den færdige fødevare (se også Overførsel) 2. Ikke færdigpakket eller lille overflade (dvs. under 10 cm2) 3. Anvendelse af pakkegasser skal kun mærkes »Pakket i beskyttende atmosfære«, men man skal ikke anføre, hvilke der er anvendt 4. Bærestoffer, f.eks. opløsningsmidler til tilsætningsstoffer, eller andre ingredienser, hvis ellers de ikke har effekt på den færdige fødevare (se også Bærestoffer) 5. Tekniske hjælpestoffer som f.eks. ekstraktionsmidler og smøremidler (se også Teknisk hjælpestof) 6. Aromastoffer skal ikke mærkes med enkeltstoffer, men man skal blot anføre, at aromastoffer er anvendt (se også Aromastof) 7. Farvestoffer anvendt i foder til f.eks. laks og høns (farve til æggene) (se også Foder, farver i) Tidligere var reglerne i forhold til mærkning af fødevarer således, at man ikke skulle oplyse ingredienserne, der indgår i en vare, hvis den udgjorde mindre end 25% af hele varen. Et praktisk eksempel kunne være boller i karry med ris. Hvis kødbollerne udgjorde under 25%, skulle der ikke oplyses om, hvad bollerne bestod af. Denne regel falder efter de nye regler væk. Samtidig indføres en bedre mærkning for fødevareallergikere, og EU har udfærdiget en såkaldt allergiliste, hvor der er 12 ingredienser, og hvis nogen af disse ingredienser indgår i produktet, skal det altid oplyses på deklarationen. De 12 fødevarer på EU’s allergiliste er følgende: Mælk, æg, fisk, skaldyr, korn, sojabønner, jordnødder, nødder, selleri, sennep, sesamfrø samt svovldioxid/sulfit. Det betyder i praksis, at sulfit i vin skal deklareres, hvilket der ellers ikke har været krav til. Danmark har indtil nu været det eneste land i Europa, der har krævet mærkning af sulfit i vin. Det bliver ligeledes sådan, at man ikke længere blot kan skrive »vegetabilsk olie«, hvis olien er produceret af et af de nævnte produkter. Det forventes, grundet overgangsbetingelser, at alle færdigpakkede fødevarer overholder de nye regler fra 2006.