Erythritol

Beskrivelse

Sukkeralkohol ligesom sorbitol (E 420) og vil på linje med dette stof kunne bruges som svagt sødende sødestof. Det fremstilles ud fra glucosesirup ved forgæring og forekommer ifølge producenten naturligt i f.eks. vin, øl og visse svampe, men i væsentligt lavere mængder, end hvad man kan forvente fra sødestofanvendelse. Stoffet blev forsøgt introduceret som novel food, men da det kemisk og funktionelt minder stærkt om de andre sukkeralkoholer, som er tilsætningsstoffer, skal det vurderes og godkendes ligesom andre tilsætningsstoffer, før det lovligt må bruges. JECFA tildelte en ikke begrænset ADI i 1999. SCF fremkom i 2003 med en udtalelse, hvor de accepterede brugen af stoffet på linje med de andre sukkeralkoholer med den samme begrænsning, at man skal tage højde for den afførende effekt. For erythritol skønnede komiteen, at under 30 g/dag ikke ville give fordøjelsesproblemer. Det må derfor forventes, at stoffet vil blive tilladt til de samme produkter som de andre sukkeralkoholer og på samme betingelser. Stoffet vil få nummer E 968, når det en gang bliver godkendt.