E 102 Tartrazin (FD&C Yellow no 5)

Beskrivelse

Syntetisk tjærefarvestof af azotypen.

Må bruges i

De fødevarer, som generelt må farves. Der må bruges 100 mg/liter i læskedrikke og 50-500 mg/kg i andre fødevarer som anført i skemaet på side 21. Med de grænser er muligheden for at overskride ADI minimal, men er man overfølsom for tartrazin, kan man nemt slå ud. På grund af den hede debat om tartrazin kan man konstatere, at mange firmaer søger at erstatte dette stof med andre gule farvestoffer af naturlig oprindelse.

Funktion

Gult farvestof.

Sundhedsmæssige forhold

Tartrazin er nok et af de mest udskældte farvestoffer og dermed tilsætningsstoffer i det hele taget. Stoffet er det tilsætningsstof som flest mennesker er rapporteret overfølsomme over for, med symptomer som høfeber, nældefeber og astma. Stoffet var blandt de første tilsætningsstoffer, man konstaterede sådanne problemer med. Det viste sig, at folk, der ikke kunne tåle visse smertestillende produkter med acetylsalicylsyre (Aspirin), også slog ud for tartrazin. Det startede en søgning på andre stoffer, som kunne forklare hidtil uforklarlige allergitilstande, og det lykkedes. Det er stadig uvist, om det virkelig er det stof, de fleste mennesker er overfølsomme for. For det faktum, at det er det hyppigst nævnte, kan måske blot skyldes, at det er det, der er testet hyppigst. I øvrigt er stoffet undersøgt, uden at der er påvist andre sundhedsproblemer. JECFA har i 1964 fastsat en ADI på 7,5 mg/kg legemsvægt, en ADI som SCF stadfæstede i 1983. Denne ADI tager dog ikke højde for overfølsomhedsproblemer. En nordisk arbejdsgruppe har anbefalet, at man kigger nærmere på stoffet igen, fordi det er så lang tid siden det sidst er blevet vurderet.