Funktionelle fødevarer

Beskrivelse

Fødevarer, der hævdes at have specielle medicinske eller sundhedsmæssige fordele, sammenlignet med andre tilsvarende fødevarer. Det opnås som regel ved at tilsætte en eller flere ingredienser, ofte helt irrelevant i forbindelse med den pågældende fødevare. Det markedsføres som havende en særlig gavnlig effekt på sundheden. Foruden betegnelsen funktionelle fødevarer anvendes en række andre udtryk, der ofte dækker det samme, f.eks. designer food, nutraceuticals og pharmafoods. Vores kost har altid haft til opgave at opretholde livsfunktioner, men med funktionelle fødevarer søger man at påføre maden et ekstra salgsargument, så mennesker med dårlig samvittighed over halvdårlige kostvaner kan købe sig til lidt aflad. Da der typisk er tale om meget isolerede områder, kan et ukritisk valg af sådanne produkter ofte have modsat virkning, når den samlede kost ses som en helhed. Herhjemme er udbuddet af funktionelle fødevarer stadig begrænset i forhold til andre lande, især Japan. Danmark har en restriktiv linje for, hvilke egenskaber man må reklamere for, og uden reklamerne har det ingen gennemslagskraft. Af produkter som er, eller har været forsøgt markedsført i Danmark, kan nævnes appelsinjuice med kalk, specielt beregnet for mælkeallergikere, yoghurt med særlig mælkesyrekultur (Gaio) og omega-3-fedtsyrer sat til f.eks. brød og Kærgården.