E 161g Canthaxanthin

Beskrivelse

Xanthophyllfarvestof (se E 161), som forekommer naturligt i kantareller, visse krebsdyr og flamingofjer. Den canthaxanthin, som anvendes til fødevarer og »solbruningspiller«, fremstilles syntetisk. I en af de lister, som kan ses på internettet anføres det, at stoffet kan stamme fra dyr. Men selvom det som anført kan forekomme hos visse dyr, vil det ikke kunne fremstilles ud fra dyr.

Må bruges i

Den eneste anvendelse, som i dag er legal som direkte tilsætning, er i »saucisses de Strasbourg«, en lokal specialitet, hvor der må bruges 15 mg/kg. Dvs. at man skal have 200 g pølse for at nå ADI. Herudover kan man dog stadig risikere at få canthaxanthin i æg og i laks fra laksefarme, idet canthaxanthin stadig bruges som tilsætningsstof til foder til høns og fisk. Herved opnås en mere gul blomme og et rødere laksekød. Denne anvendelse skal ikke deklareres, så som almindelig forbruger har man ikke en chance for at finde ud af, om stoffet er anvendt.

Funktion

Farvestof, som er gult over orange til rødt, alt efter koncentrationen.

Sundhedsmæssige forhold

Enkelte rapporter angiver, at stoffet kan give allergilignende symptomer hos særligt følsomme. Symptomerne kan være høfeber, nældefeber eller astma. Med den begrænsede anvendelse er det dog næppe et problem. Indtaget i større mængder kan dette stof ophobe sig i huden og med lidt god vilje tage sig ud som solbrændthed. Dette faktum blev udnyttet til såkaldte solbruningspiller, som i vid udstrækning blev solgt fra helsekostbutikker og brugt i forbindelse med solarier. Men det viste sig, at denne anvendelse hos nogle mennesker medførte, at stoffet også blev optaget i øjnene og udkrystalliserede sig der. Man forbød derfor anvendelsen af canthaxanthin i solbruningstabletter. Man kan dog stadig få solbruningstabletter, der så angiveligt kun indeholder beta-caroten (E 160a). Det er imidlertid ikke så effektivt. Derfor har man, også efter at det blev forbudt, fundet piller med canthaxanthin. Fundet af bivirkninger hos mennesker medførte, at ADI blev reduceret drastisk; der er nu fastsat en ADI på 0,03 mg/kg legemsvægt, og som følge heraf er den accepterede direkte tilsætning yderst begrænset.