Gluco-ernæring

Beskrivelse

Den sidste nye trend af tilskudsprodukter kaldes gluco-ernæring eller »det sunde sukker«. Der reklameres for dette på en række hjemmesider, hvor man påstår, at der findes otte essentielle dvs. livsvigtige sukkerstoffer. De stoffer det drejer sig om, skulle være glucose, galactose, fructose, mannose, zylose, N-acetylneuraminsyre, N-acetylglucosamin og N-acetyl-galactosamin. Ingen af stofferne er livsvigtige, men er klassificeret som kulhydrater, og som sådan bidrager de kun med energi. Vi får i forvejen rigeligt med kulhydrater i den normale kost og der er derfor ikke noget særligt behov for de otte nævnte sukkerarter som et supplement til vores kulhydratindtag. Da sukkerstoffer ikke er essentielle næringsstoffer, kan de heller ikke tilsættes kosttilskud som essentielle næringsstoffer. Og det er derfor vildledende at sælge dem som næringsstofsupplement. Hverken de amerikanske næringsstofanbefalinger eller de nordiske anser stofferne for at være essentielle. Det virker noget grotesk, at man på en række hjemmesider og i skriftligt materiale om gluco-ernæring kan finde påstande om, at disse otte sukkerstoffer bedrer hukommelsen, har en helbredende virkning samt modvirker både kræft og HIV.