Glucurono-gamma-lacton

Beskrivelse

Glucurono-gamma-lacton dannes ved indre ringslutning af glucuronsyre. Glucuronsyre kan dannes ud fra glucose i organismen og danner, ved hjælp af et kompliceret enzymsystem, forbindelser med en lang række fremmedstoffer, så disse lettere kan udskilles fra kroppen med urinen. Selvom denne »afgiftning« kun sker med glucuronsyre, som dannes inden for enzymsystemet, har smarte læskedrikproducenter fundet på at sætte glucuronolacton til deres produkt og kaldt det »energidrik«. Det er helt usandsynligt, at kunstigt tilført glucuronolacton skulle kunne påvirke den normale omsætning af fremmedstoffer. Tværtimod er der ingen garanti for, at tilførsel af mængder, der langt overstiger, hvad man kan få naturligt gennem kosten, ikke vil kunne give uønskede bivirkninger. Energidrikke med glucuronolacton, og andre stoffer med tilsvarende påstået effekt, kan ikke lovligt sælges i Danmark, men markedsføres aggressivt i en række andre lande.