Kombinationseffekt

Beskrivelse

Også kaldet interaktion. Er en tilstand, hvor et stof påvirker – måske helt ændrer – virkningen af et andet stof. Hvis virkningen hæmmes, tales der om antagonisme (2 + 2 = 1). Hvis virkningerne af de to stoffer lægges sammen, tales der om additiv effekt (2 + 2 = 4). I det tilfælde, hvor virkningen er stærkere end de to stoffer enkeltvis, eller hvis den bliver anderledes end for noget af stofferne enkeltvis, tales der om synergisme (2 + 2 = 7). Fænomenet kendes især fra lægemidler, hvor man ofte kommer ud for, at to lægemidler forstærker hinandens virkning eller ophæver den, hvad der kan være lige slemt. Også visse fødevarer kan påvirke effekten af lægemidler. For eksempel kan grape juice forstærke virkningen af visse sovemediciner og allergimidler, mens mælkeprodukter kan ophæve virkningen af tetracyclin, et antibiotikum. Kombinationseffekter kan forekomme på mange måder, dels ved reaktioner i selve maden, før man spiser den, og dels i kroppen efter, at man har spist den. Nogle effekter vil kun optræde, hvis man får stofferne samtidigt, mens andre kan indtræffe, selvom man ikke får dem samtidigt. Som eksempler på reaktioner, der kan ske i maden med tilsætningsstoffer, kan nævnes sulfits (E 220 – E 228) nedbrydning af vitamin B1. Også dannelsen af nitrosaminer ved anvendelse af nitrit (E 249 – E 250) i fødevarer er eksempel herpå, idet nitrosaminerne kun dannes, hvis der er aminer til stede i fødevaren. Hvis man modsat samtidig med nitrit anvender ascorbinsyre eller et af dens salte (E 300 – E 302), vil de hæmme dannelsen af nitrosaminer. Denne effekt udnyttes i praksis, og man vil i kødvarer som skinke, postejer og pølser som oftest se både E 250 og E 300 eller E 301 anvendt samtidigt. Nogle stoffer kan også i kroppen undertiden påvirke udnyttelsen af næringsstoffer. Som beskrevet under E 150 indeholder ammonieret karamel et stof, som hæmmer udnyttelsen af vitamin B6, og EDTA (E 385) kan binde visse nødvendige mineraler, så de ikke kan udnyttes af kroppen. En almindelig fødevareingrediens som klid indeholder også et stof, som kan binde visse mineraler, og det er derfor ikke helt ligegyldigt, hvordan man anvender klid i maden. Nitrit (E 249 og E 250) er et eksempel på, hvorledes der også i kroppen kan dannes giftige reaktionsprodukter. Hvis man nemlig samtidig med nitrit indtager visse aminer, f.eks. som lægemiddel, øger man risikoen for, at der i kroppen kan dannes kræftfremkaldende nitrosaminer. En anden måde, hvorpå et stof kan ændre giftigheden af et andet, er ved at ændre optagelsen eller nedbrydningen af stoffet i kroppen. Et kendt eksempel herpå er Antabus®, som hæmmer nedbrydningen af et af alkohols nedbrydningsprodukter, som så optræder i koncentrationer, som giver en lang række ubehagelige symptomer, som udnyttes ved alkoholafvænning. Under ammoniumchlorid (510) er beskrevet, hvorledes større mængder indtaget over længere tid kan gøre blodet mere surt. Herved ændres nedbrydnings- og udskillelseshastigheden for en lang række stoffer væsentligt. Hvis man får stærktvirkende lægemidler, kan det have alvorlig effekt, hvis lægemidlet pludselig udskilles meget hurtigere end normalt eller modsat opholder sig i kroppen længere end normalt. Visse stoffer kan påvirke nedbrydningen af en lang række andre stoffer. Et eksempel herpå er DDT, der tidligere blev brugt som bekæmpelsesmiddel mod skadedyr (pesticid) i store mængder. Det påvirker leverens enzymer generelt, således at en lang række stoffer nedbrydes hurtigere end normalt. Det kunne være en fordel, hvis man får fjernet et giftigt stof hurtigere, men i visse tilfælde er det ikke et stof selv, der er giftigt, men dets nedbrydningsprodukt, og så vil det ikke være nogen fordel, at der pludselig dannes mere af det giftigere nedbrydningsprodukt. Normalt vil tilsætningsstoffer blive testet for, om de kan påvirke enzymsystemet, og ikke blive tilladt, hvis det sker i koncentrationer man kan opnå, hvis det anvendes som tilsætningsstof. BHT (E 321) er et eksempel på et tilsætningsstof, som i større doser kan påvirke enzymsystemet og dermed muligvis nedbrydningen af andre stoffer. Denne effekt er der dog taget højde for ved fastsættelsen af ADI. Da tilsætningsstoffer generelt er stoffer med lav giftighed og da ADI er fastsat med anvendelsen af sikkerhedsfaktorer, er risikoen næppe stor for, at der, ved normal anvendelse, skulle forekomme kombinationseffekter med alvorlig betydning for helbredet. Udelukkes kan det dog ikke, da det vil være helt umuligt at teste for alle tænkelige kombinationer.