Maskinudbenet kød

Beskrivelse

Tidligere fjernede man alt kød manuelt fra knoglerne. De sidste rester fjernes i dag med udbeningsmaskiner. Princippet er, at knoglerne knuses, hvorefter benmassen presses mod en perforeret stålcylinder. Derved skilles ben og bindevæv fra resten, der er en findelt masse, som typisk kaldes separatorfars. Separatorfarsen kan indeholde en del stoffer fra benmarven. En af forfatterne til nærværende bog (Orla Zinck) har via en retssag i Københavns Byret den 9. januar 2001 fået dom for, at han må kalde maskinudbenet kød for »en tyktflydende, glinsende, let slimet og grødet substans, som end ikke med lidt god vilje kan kaldes menneskeføde«. Retssagen var anlagt af en pølsefabrikant, der bl.a. producerer en række pølser baseret på maskinudbenet kød, og firmaet følte sig generet, fordi Orla Zinck i bogen »Hvad deklarationen ikke fortæller« havde foretaget en generel beskrivelse af maskinudbenet kød (nemlig ovenstående) og i bogen også havde nævnt og omtalt en række af fabrikantens produkter. Han tabte som nævnt retssagen og blev idømt at betale sagsomkostningerne – og ovenstående beskrivelse af maskinudbenet kød står derfor, jævnfør byretten, stadig til troende. Der er en række initiativer fra producenter af maskinudbenet kød for at få lov til at kalde kødmassen for kød, hvis man foretager det, der hedder en »softudbening« af kødet. Denne softudbening af kødet betyder, at der ikke overføres så meget kalcium fra knoglerne som ved hård udbening. Man ønsker at kunne deklarere blødt udbenet kød som kød. Det betyder, hvis det bliver lovligt, at forbrugeren ingen mulighed har for at se, hvilket kød der rent faktisk deklareres som kød. Eller sagt på en anden måde – hvad var råvaren? I Sverige er reglerne mere enkle og let forståelige, idet maskinudbenet kød konsekvent kaldes et kødbiprodukt.