Melbehandlingsmiddel

Beskrivelse

Stof, der påvirker melets bageevne. Tilladte midler er E 300 ascorbinsyre og E 920 cystein.Tidligere brugte man også de såkaldte blegemidler, der var genstand for megen debat. Da den første positivliste skulle laves, var der derfor ikke flere, der ønskede at bruge disse stoffer. De er ikke tilladte at bruge længere i Danmark. De har indtil for nylig stadig været tilladte i f.eks. England, fordi melbehandlingsmidler hidtil har været undtaget fra bestemmelserne i diversedirektivet, da man ikke kunne blive enige om fællesregler. Da cystein, der som eneste effekt har bageforbedrende egenskaber, nu er optaget med dette formål, har det omvendt betydet, at så må heller ikke englænderne bruge blegemidlerne længere, medmindre de bliver optaget i direktivet. En række melbehandlingsmidler er stadigvæk listet i Codex Alimentarius’ liste over tilsætningsstoffer, og de omfatter nummer 922 og 923 kalium- og ammoniumpersulfat, 924a+b kalium- og calciumbromat, 925 chlor, 926 chlordioxid, 927a azodicarbonamid, 928 benzoylperoxid.