Mængdeangivelse af ingredienser

Beskrivelse

Der er i dag krav til, at man skal angive mængder af de ingredienser, der indgår i sammensatte fødevarer. Det betyder i praksis, at man på en deklaration skal kunne se, hvor mange procent af de enkelte ingredienser der indgår, for at forbrugeren har en mulighed for at se, hvor meget æg der er i bearnaisesovs, hvor mange rejer der er i rejesalat osv. Meningen er, at forbrugeren skal have mulighed for at sammenligne produkterne. Reglerne omfatter kun sammensatte fødevarer, altså ikke mad der kun består af en ingrediens som f.eks. hele kødstykker, æbler osv. Og reglerne omfatter kun ingredienser. Man har således ikke krav på at få at vide, hvor meget koffein der er i kaffe eller hvor mange vitaminer og mineraler der er i frugtsaft. Der er i EU en række regler der, for en række produkter, kræver oplysning om mængden af ingredienser. Det omhandler f.eks. mængden af frugtsaft i grøntsagssaft, mængden af frugt i marmelade, indholdet af fedt i smør og margarine m.m. Kravet om mængdeangivelse er dog kun til et vist niveau, for hvis ingrediensen udgør det man kalder »en lille mængde«, som anvendes til at give smag, og mængden er under 2%, skal man ikke angive indholdet. Det omhandler f.eks. hvidløg i hvidløgsbrød, franske kartofler med rejesmag, kanel i kanelboller osv. Ligeledes er der heller ikke krav til indholdet af krydderier og krydderurteblandinger, f.eks. det pizzakrydderi med timian og oregano, som indgår i en pizza. Her får man ikke noget at vide om, hvor meget de enkelte ingredienser udgør. Mængde skal angives som en % – del, og det vil sige, at hvis der er 35 g rejer i 100 g rejesalat, så skal rejerne opgives som 35% rejer. Lige sådan er det med det, man kan kalde »sammensatte ingredienser« som kunne være yoghurt med blandede skovbær. Der findes ikke et bær, der hedder skovbær – det handler typisk om blåbær, hindbær og brombær i en sammenblanding, så selvom der er 11% såkaldte skovbær i, skal man ikke præcisere, hvor meget blåbær, hindbær eller brombær yoghurten indeholder. Det er vigtigt at præcisere, at kravet om mængdeangivelse af ingredienser kun gælder for de fødevarer, hvor ingredienserne karakteriserer varen, eller hvor der foretages specielle anprisninger af produktet, der har noget med ingredienserne at gøre. Det er således ikke et generelt krav om mængdeangivelse af alle de ingredienser, der indgår i sammensatte produkter. Reglerne er lidt mere indviklede, når det drejer sig om kød, for her skal det opgives, hvor meget der er brugt ved starten af processen. Det gør, at man kan opleve uforståelige deklarationer på nogle produkter. Skal man fremstille 100 g færdig salami, skal der måske bruges 104 g svinekød og det vil fremgå af deklarationen. Alt i alt kan man sige, at reglerne om kvantitativ mærkning (som også kaldes kravet om mængdeangivelse, Kvantitativ ingrediens deklaration (QUID) eller mængdeangivelse af ingredienser i fødevarer) ikke er regler, der altid er umiddelbart nemme at fortolke eller forstå. Dertil kommer, at der er en række undtagelser, der gør, at hele området mærkning af fødevarer stadigvæk er ret uoverskueligt. Dette kan især være et problem, hvis man er allergiker.