»Naturlige« farver

Beskrivelse

Almindelige fødevarer som rødbede og mange krydderier indeholder farve og kan bruges til at farve maden med. Disse fødevarer betragtes ikke som tilsætningsstoffer i Danmark. Anvendt som farvende krydderier er der næppe heller grund til at bekymre sig særligt om dem. Hvis man imidlertid søger at fjerne smag og andre karakteristiske ting fra dem for at isolere farven, er der mere klart tale om en tilsætningsstofanvendelse. Én ting er, at man anvender gurkemeje (del af karry) i en kødret. En anden ting er, hvis man bruger den isolerede gurkemejefarve (curcumin E 100) i f.eks. is. Denne anvendelse adskiller sig ikke spor fra de syntetiske farver. Anvendt uden for deres naturlige sammenhæng kan de vildlede lige så meget som de syntetiske, og sundhedsmæssigt adskiller de sig i princippet heller ikke. Man kan ganske vist argumentere med, at visse af farverne indgår naturligt i fødevarer, som vi har indtaget i menneskealdre. Men hvis man begynder at bruge stofferne i fødevarer, hvor man aldrig før har brugt dem, vil man kunne øge indtaget så meget, at gamle erfaringer ikke længere tæller. Samtidig er mange af de »naturlige« farvestoffer ret dårligt definerede, så de er svære at teste på samme måde, som man kan med de mere rene stoffer. JECFA, har da heller ikke vurderet ret mange »naturlige« farver og kun dem, som er nogenlunde veldefinerede og velundersøgte. SCF har heller ikke vurderet disse farvestoffer i sig selv. De har dog udtalt, at anvendelsen er acceptabel, så længe man kun anvender farver, som findes naturligt i levnedsmidler. Dvs., at man ikke kan påberåbe sig, at et farvestof, som findes i en blomst, der aldrig har været spist, skulle være omfattet af denne gruppe. Et eksempel herpå er caroten, fremstillet fra en alge, som lever i visse saltsøer. Carotenen er den samme som E 160a, men alt det andet, der er i algen, kender man ikke noget til. Og derfor har ekspertkomitéerne været meget længe om at give det grønne lys. Visse steder blev produktet dog solgt som helsekost (»naturlige vitaminer«). Algerne måtte altså ikke bruges som farvestoffer i forholdsvis små mængder, men spises i meget større mængder som helsekost. Samtidig angiver EU for de enkelte grupper farvestoffer, hvilke fødevarer man må bruge til at udtrække farverne fra. Endelig bør naturfarverne kun bruges uden særlig vurdering, såfremt man ikke anvender større mængder, end man kan finde dem naturligt i levnedsmidler.