Næringsdeklaration

Beskrivelse

Det er frivilligt for producenterne, om man ønsker at angive næringsindholdet af en færdigpakket fødevare. Hvis man derimod anpriser et næringsindhold, f.eks. »rig på fibre«, skal varen være forsynet med en næringsdeklaration. På næringsdeklarationen anføres energiindholdet (ofte både i kJ (kilojoule) og kcal (kilokalorier)) samt mængden af protein, kulhydrat og fedt, enten pr. portion, vægt eller volumen (100 g eller 100 ml). Typisk er angivelsen som »Næringsindhold pr. 100 g: Energi 790 kJ (200 kcal), protein 14 g, kulhydrat 3 g, fedt 13 g«. Derudover kan angives en energifordeling (se dette side xx). Der er forskel på, hvilke faktorer man regner med, når man beregner energiindhold til deklarationer og til levnedsmiddeltabeller. Se mere om dette under Deklaration. Angivelsen af næringsindholdet kan udbygges med information om, hvilke kulhydrater eller fedtstoffer der er i varen. Dette kan gøres som f.eks. »kulhydrat: 15 g (heraf sukkerarter: 10 g), fedt: 10 g (heraf mættede fedtsyrer: 8 g)«. Man kan have en kort eller en lang næringsdeklaration. Der er regler for, hvordan disse skal udformes, dvs. hvad der skal oplyses om og i hvilken rækkefølge. Den korte deklaration skal oplyse om: energi, protein, kulhydrat og fedt i nævnte rækkefølge. Den lange deklaration skal indeholde: energi, protein, kulhydrat, sukkerarter, fedt, mættede fedtsyrer, kostfibre og natrium – også i nævnte rækkefølge. Hvis man anpriser et af stofferne, der er i den lange deklaration, skal indholdet af de andre også oplyses. Man kan derudover oplyse om indholdet af sukkeralkoholer, stivelse, monoumættede fedtsyrer, kolesterol og vitaminer og mineraler. Hvis man anpriser indholdet af et vitamin eller mineral, skal fødevaren indeholde mindst 15% af Anbefalet Daglig Tilførsel (ADT – se også dette) for det pågældende stof udregnet pr. 100 g af varen.