E 210 Benzoesyre
E 211 Natriumbenzoat (Atamon®)
E 212 Kaliumbenzoat
E 213 Calciumbenzoat

Beskrivelse

Benzoesyre kan udvindes af naturproduktet benzoeharpiks, men fremstilles normalt syntetisk. Saltene (benzoater) fremstilles ud fra benzoesyre. De har egenskaber fælles med benzoesyre, og de beskrives derfor samlet. Benzoesyre og benzoat findes naturligt i en række bær, f.eks. er der særlig højt indhold i tranebær og tyttebær.

Må bruges i

I læskedrikke må bruges 150 mg/liter. Herudover må stofferne bruges i blandt andet syltetøj og marmelade, frugtgrød og eddikesyltede grøntsager, til overfladebehandling af tørrede kødprodukter, i fiskehalvkonserves, kogte rejer, visse desserter, slik, saucer, sennep og suppe. Der må bruges mellem 0,3 og 2 g/kg. Da en overskridelse af ADI med de tilladte mængder ikke er helt utænkelig, er benzoesyre et af de stoffer, man gør til genstand for en nøjere undersøgelse med hensyn til, hvor meget man reelt får (se oså om overvågning).

Funktion

Benzoesyre og benzoaterne er nogle af de mest anvendte konserveringsstoffer i Danmark. De hæmmer væksten af især gær- og skimmelsvampe (mug) og visse bakterier; men da de kun er virksomme i surt miljø, tilsættes ofte citronsyre (E 330) samtidig. Det hyppigst anvendte stof i benzoesyregruppen er natriumbenzoat, der også anvendes i husholdningen ved hjemmesyltning (i form af f.eks. Atamon®).

Sundhedsmæssige forhold

Kan give allergilignende symptomer hos særligt følsomme. Symptomerne kan være høfeber, nældefeber eller astma. Benzoesyre og benzoater optages let i kroppen, hvor de omdannes og udskilles hurtigt med urinen, og giver ikke anledning til særlige problemer. Benzoesyre forekommer desuden naturligt i kroppen som nedbrydningsprodukt af visse aminosyrer. ADI er af JECFA fastsat til 5 mg/kg legemsvægt i 1970, en værdi der er blevet bekræftet så sent som i 1996. Også SCF har i 1994 set på stoffet og ligeledes fastsat en ADI på 5 mg/kg legemsvægt. Den blev dog gjort midlertidig, da komitéen gerne ville have nogle undersøgelser af nyere dato. I 2000 efterlyste komitéen de ønskede undersøgelser endnu engang og understregede, at ADI kunne trækkes tilbage, hvis ikke de fremkom. Det hjalp åbenbart, for i 2002 kunne komitéen konstatere, at man nu kunne gøre ADI’en på 5 mg/kg legemsvægt permanent. ADI tager ikke højde for overfølsomhedsproblemer.