Overfladebehandlingsmiddel

Beskrivelse

Stof, der bruges til at konservere visse frugter eller til at give frugter, slik og chokolade en beskyttende og/eller blank overflade (se side 160). Overfladebehandlingsmidler anvendes dels for at beskytte fødevarerne og dels for at give dem en blank overflade. Beskyttelsen kan være kemisk-konserverende (mugdræbende) eller mere mekanisk som en slags emballage, der blot sidder helt tæt på maden og spises med. Hvis æbler efter plukning vaskes, vil det naturlige vokslag kunne vaskes af, og æblet vil holde sig dårligere på grund af udtørring. Derfor vokses æblerne ofte for at forhindre udtørring under transport, og for at de skal præsentere sig pænere ved salg. Også andre frugter vokses. Før de fælles EU-regler blev indført, var voksning af æbler ikke tilladt i Danmark, men da denne praksis var vidt udbredt i mange af de lande der importeres æbler fra, var det nok heller ikke ukendt herhjemme. BlankemiddelFrugterne overtrækkes ikke bare for at beskytte, men også for at få en blank og skinnende overflade, så de kan se »friske« ud. Slik og chokoladevarer bliver ligeledes behandlet med blankemidler. De konserverende stoffer havde tidligere numrene E 230 – E 233. De øvrige numrene E 901 - E 914. Også arabisk gummi (E 414), modificerede stivelser (E 1404 – E 1450) og talkum (E 553b) kan anvendes som overfladebehandlingsmidler.