E 220 Svovldioxid
E 221 Natriumsulfit
E 222 Natriumhydrogensulfit
E 223 Natriumdisulfit
E 224 Kaliumdisulfit
E 226 Calciumsulfit
E 227 Calciumhydrogensulfit
E 228 Kaliumhydrogensulfit

Beskrivelse

Svovldioxid er en luftart, der fås ved forbrænding af svovl. Har en stikkende lugt og danner i vand svovlsyrling, hvis salte kaldes sulfitter.

Må bruges i

Ifølge Positivlisten fra 1988 måtte sulfit bruges til krebsdyr, hummer, tørrede abrikoser samt hvidløgs- og peberrodsprodukter, kartoffelmospulver, marmelade (ikke direkte tilsat men kun overført fra citrusprodukter og abrikoser), saft (drue og citron), vin, eddike, kiks, kager (kun overført fra tørrede abrikoser), slik (kun overført fra glucosesirup) og øl. De tilladte mængder varierede fra 10 mg/liter (druesaft) over 20 mg/liter i øl til 175-400 mg i vin. I tørrede abrikoser måtte der bruges 1 g/kg. Disse produkter må ifølge direktivet fortsat tilsættes sulfit, men sortimentet er stærkt udvidet, og i flere tilfælde tillades langt mere. Ud over tørrede abrikoser må også en række andre tørrede frugter tilsættes op til 2 g/kg. Sammenholdes dette med ADI, skal et barn på 30 kg blot spise mere end 10 g abrikos med 2 g sulfit/kg for at overskride ADI. Det største problem er dog nok, at mange af de produkter, der tilsættes sulfit, sælges i løs vægt. Det vil sige, at selv mennesker, der ved, at de skal passe på sulfit, ikke altid har mulighed for at vide, at en fødevare er sulfitbehandlet. Også dette er i direkte modstrid med anbefalingen fra SCF, som i klare vendinger har anbefalet, at der hvor sulfit er brugt, skal det også klart fremgå af emballagen. Danmark valgte derfor at påberåbe sig miljøgarantien og undlade at gennemføre direktivets bestemmelser på dette område, og i stedet opretholde de hidtidige regler. Dette blev gjort ved at udstede en særlig bekendtgørelse, som fastslog de særlige danske regler. Nitrit og nitrat (E 249-E 252) var ligeledes omfattet af denne særlige bekendtgørelse. I 1999 meddelte Kommissionen så Danmark, at den ikke mente, at de danske særregler kunne forsvares af sundhedsmæssige grunde og at de derfor var lavet for at forhindre salg af udenlandske varer i Danmark. Dette kaldes for en teknisk handelshindring, hvad der ifølge EF-reglerne er forbudt. Danmark blev derfor pålagt at indføre samme regler som de øvrige lande i EU. Dette blev også gjort, men Danmark anlagde samtidig sag mod EU-Kommissionen ved Europadomstolen. Denne sag blev i 2003 vundet af Danmark hvad angår nitritterne, mens domstolen gav Kommissionen ret hvad angår sulfitterne, så ét skridt tilbage. Et af resultaterne af de nye regler for anvendelsen af sulfit er, at nu kan man få nogle meget lyse, ja nærmest selvlysende, abrikoser i handelen. Det kan kun opnås ved forholdsmæssigt store mængder af sulfit. Det er tvivlsomt, om E 227 calciumhydrogensulfit overhovedet bruges, og det vil formentlig blive fjernet.

Funktion

Stofferne anvendes som antioxidanter, konserveringsstoffer og blegemidler (kan f. eks. bruges til at gøre tørrede abrikoser lysere). Hæmmer vækst af bakterier og i mindre grad skimmel og gær. Svovldioxid er et af de traditionelle konserveringsstoffer i frugt og vin. Svovldioxid og natriumhydrogensulfit blev brugt i det antikke Rom og Egypten som konserveringsmiddel til vin. I vin udnytter man, at sulfitter i de anvendte mængder hæmmer bakterier mere end gær, således at uønskede bakterier ikke kan udvikle sig, medens gæren stadig kan fungere. Til den færdige vin sættes ekstra sulfit for at hæmme gæren og dermed eftergæring. Mængden, der skal til, afhænger af, hvor meget restsukker der er i vinen. Under lagring af vin falder mængden af fri sulfit, idet den bindes til forskellige stoffer i vinen og til f.eks. korkproppen. På tidspunktet for den første udgave af E-nummerbogen (1985) brugte man sulfit i det meste danske øl som afløsning for ascorbinsyre (E 300). Det er man gået helt bort fra nu, således at der i visse typer øl igen er anvendt ascorbinsyre, mens andre øl ikke har deklareret antioxidant. I mellemtiden er der også fremkommet visse gærtyper, som selv kan udvikle sulfit i så store mængder, at man ikke behøver at tilsætte sulfit direkte til øl. Hvis det er tilfældet, vil man stadig kunne få anfald, hvis man er allergisk over for sulfit, selvom det ikke er tilsat direkte og derfor ikke skal deklareres. Der er også nogle smarte hoveder, som har fundet ud af at sætte sulfit til det indre af kapslen på ølflasken, så der langsomt kan frigives sulfit til øllet. Hensigten er, at man så mener, man kan undgå at deklarere tilsat sulfit. Det vil dog kræve, at det bliver deklareret.

Sundhedsmæssige forhold

Stofferne er kendt for at kunne udløse stærke astmaanfald hos nogle astmatikere. I USA har man set flere dødsfald, efter at overfølsomme personer har spist på salatbarer. I USA anvendtes store mængder sulfit til snittede grøntsager for at holde dem »friske« i salatbaren. Sulfit er ikke tilladt til friske grøntsager i Danmark (eller det øvrige EU). Der er ikke konstateret lignende voldsomme reaktioner med andre anvendelser af sulfit, hvor en stor del vil være bundet, men sulfitoverfølsomme kan stadig få slemme astmaanfald af de mængder, man kan møde i danske fødevarer. Andre symptomer kan være nældefeber, mavekramper og diarré. Man regner med, at der er tre forskellige typer af sulfitallergi. Den ene skyldes, at indtaget sulfit frigøres som luftarten svovldioxid, når den når ned i den sure mavesaft. Den frigjorte svovldioxid kan derefter inhaleres og forstyrre lungerne og derved udløse anfald hos astmatikere. I disse tilfælde er det altså ikke en allergisk reaktion over for sulfit, men en reaktion hos astmatikere, fordi de er mere følsomme over for svovldioxids luftvejsirriterende egenskaber. Andre patienter har en nedsat evne til at spalte sulfit pga. nedsat enzymfunktion, hvorved frit sulfit ikke omdannes så hurtigt som normalt. Endelig kan symptomerne skyldes en egentlig allergisk reaktion med medvirken af immunforsvaret. Alvorligheden af anfaldene er ikke blot afhængig af, hvor meget sulfit der er sat til maden, men også af, hvor meget sulfitten er bundet i maden. Således vil sulfit være bundet mindst i f.eks. salat, druesaft og abrikoser, mens man ser færre reaktioner på sulfitbehandlede kartofler og svampe og slet ingen på sulfitbehandlede rejer. Ud fra almindelige »klassiske« forsøg er ADI fastsat til 0,7 mg/kg legemsvægt af begge ekspertkomitéer og bekræftet af JECFA så sent som i 1998. Denne værdi overskrides meget let med de nuværende grænser i maden. Derfor, og pga. risikoen for alvorlige astmaanfald hos overfølsomme, har man i Danmark i mange år søgt at begrænse de mængder, man traditionelt har brugt. På grund af den århundredgamle tradition for anvendelsen af sulfit i bl.a. vin og tørrede abrikoser, har denne proces dog vist sig meget langsommelig. Det var dog lykkedes her i landet at komme et godt stykke nedad, og det virker derfor irriterende, at man med de fælles EU-regler må gå et skridt tilbage, uden at der er tegn på, at der er vilje til at gøre noget ved problemet i de andre lande. Dette er så meget mere uforståeligt, da EU’s egen komité SCF så sent som i 1994 udtrykkeligt har sagt, at »anvendelsen skal [derfor], hvor det er muligt, begrænses til de levnedsmidler, hvor det er rimeligt teknologisk begrundet at de tilsættes, således at der ikke sker en stigning i det antal af sulfitholdige levnedsmidler, astmatikere risikerer at møde«. Af samme grund var forslaget om anvendelsen af sulfitter en af de væsentligste årsager til, at Danmark stemte imod direktivet i sin tid og til, at man ikke ønsker at rette sig efter direktiverne på dette punkt.