Positivliste

Beskrivelse

Liste over stoffer, der må bruges, med udelukkelse af alle andre stoffer. Modsætning til en negativliste, hvor kun forbudte stoffer er listet, medens alle andre stoffer i princippet er tilladte. I denne bog vil Positivlisten betyde »Fortegnelse over tilsætningsstoffer til fødevarer«. Det er den bog, der fortæller industrien, hvilke tilsætningsstoffer der må bruges til en bestemt fødevare og i hvilken mængde. Den første egentlige positivliste for tilsætningsstoffer i Danmark kom i 1913. Den forbød anvendelsen af farver og konserveringsstoffer generelt til fødevarer med undtagelse af de stoffer, der stod på en liste i bekendtgørelsen. Mange af disse stoffer er gengangere i nugældende positivliste. Men allerede året efter, i 1914, fastslog Højesteret, at det ikke ifølge levnedsmiddelloven var muligt at forbyde stoffer generelt, men kun hvor der var påvist sundhedsfare, og man var tilbage, hvor man startede. Selv med indførelse af en ny levnedsmiddellov i 1950 kunne man stadig ikke lave positivlister, så man opererede med lister over stoffer, man vidste var sundhedsfarlige og derfor forbød (dvs. negativlister). Foruden de egentlige negativlister var der dog en generel regel om, at stoffer der var optaget på den såkaldte giftliste, ikke måtte anvendes i eller i forbindelse med fødevarer, medmindre det var direkte tilladt. Denne regel er stadig gældende og er aktuel for de områder, som endnu ikke er regulerede, f.eks. aromastoffer og tekniske hjælpestoffer. Først med Danmarks indtræden i EF i 1973 skete der en ændring. I EF havde man nemlig siden 1962 haft positivlister for farvestoffer og senere også for konserveringsstoffer og antioxidanter. Disse regler forpligtede Danmark sig til at transformere til dansk ret ved sin tiltræden. Det blev derfor nødvendigt at ændre levnedsmiddelloven, og med den lov, der trådte i kraft i 1973, blev der for første gang åbnet for muligheden af at lave bindende positivlister med udelukkelse af andre stoffer end dem der stod på listen. Det blev det nyoprettede ministerium for forureningsbekæmpelse (nu Miljøministeriet), som fik ansvaret for at regulere tilsætningsstoffer, og Statens Levnedsmiddelinstitut (nu Fødevarestyrelsen), som blev oprettet i 1968, der skulle forestå selve arbejdet med listen. I 1973 udkom så under megen medieomtale den første positivliste. Mens EF-direktiverne den gang kun var lister over stoffer uden angivelse af anvendelsesbetingelser, besluttede man i Danmark, at der for hvert enkelt stof også skulle være klare regler for, i hvilke fødevarer det måtte forekomme og under hvilke betingelser. Det gav mulighed for, at man for stoffer, man ikke var så glad for, kunne give meget snævre anvendelser, men man var forpligtet til at have dem med på listen til mindst ét formål. En anden væsentlig nyskabelse var, at man nu også indførte regler for renheden af de stoffer, der blev anvendt. Positivlisten udkom i begyndelsen i en ny udgave hvert år. Senere blev det til hvert andet og så hvert tredje år. I 1988 udkom den sidste positivliste inden de fælles regler, også for anvendelsen, i hele EU. Ved hver revision blev der fjernet nogle stoffer, eller anvendelserne blev indskrænket, men samtidig kom der nye til, og anvendelsen blev udvidet for andre. Ifølge levnedsmiddelloven kunne ministeren uden om Folketinget udstede nye positivlister, og i de mellemliggende perioder kunne Levnedsmiddelstyrelsen dispensere fra reglerne og udvide anvendelserne i forhold til Positivlisten. Nu er revisionsproceduren yderst kompliceret, og dispensationer er nu i praksis nærmest umulige. (Se Direktiver). Med vedtagelsen i 1986 af EF-pakken, som skulle lede til det Indre Marked fra 1992, blev der indført regler om, at direktiver kunne vedtages med kvalificeret flertal mod tidligere enstemmighed. Hvor arbejdet hidtil havde stået i stampe, begyndte der nu at komme mere skred i tingene, men alligevel var det først i 1996, fire år efter, at det Indre Marked var tænkt at skulle træde i kraft, at man fik noget der ligner fælles regler for tilsætningsstoffer i hele EU.