Probiotika

Beskrivelse

Er græsk og betyder »for livet«. Mikrobielle probiotika er naturligt forekommende »gode« bakterier, som findes i mave-tarmkanalen hos mennesker og dyr og som f.eks. kan påvirke mennesket ved at forbedre tarmfloraens balance. Tarmens mikrobielle balance kan blive forstyrret ved brug af antibiotika eller sygdom. Det kan medføre, at sygdomsfremkaldende bakterier eller svampe bliver dominerende. Mange mikrobielle probiotika er i stand til at danne mælkesyre, hvorved sygdomsfremkaldende organismer kan forhindres i at vokse. Søger man på internettet, vil man se, at der markedsføres mange probiotiske bakterier. Produkterne angives at kunne reducere blodets indhold af kolesterol, hæmme skadelige bakterier, hæmme dannelse af kræftfremkaldende stoffer i tarmen, nedbryde skadelige stoffer, forbedre immunsystemet, modvirke laktoseintolerens, producere vitaminer, bekæmpe diarre osv. osv. I Danmark må probiotika ikke markedsføres, uden der foreligger sundhedsmæssige vurderinger, og produktets effekt skal være dokumenteret. Der foreligger indtil videre meget få undersøgelser, der påviser de gavnlige effekter af probiotika og færre der påviser, hvorvidt bakterierne er uskadelige. Der forskes intensivt på området og det må forventes, at dokumentationen for virkningen vil stige. I Danmark er Paraghurt et af de få godkendte produkter, der kan betegnes som probiotika. Det er et frysetørret produkt af bakterien Enterococcos faecium og medtages ofte, når man skal på rejser til brug, hvis der opstår behov for at stabilisere tarmens bakterieflora. Enterococcos faecium indgår i øvrigt også i produktet Gaio.