E 235 Natamycin (Pimaricin)

Beskrivelse

Antibiotikum, der udvikles af en særlig bakterie.

Må bruges i

Må bruges som konserveringsmiddel på overfladen af hårde og halvfaste oste og på tørrede pølser. Mængdebegrænsningen er for natamycin, som det eneste tilsætningsstof, ikke angivet som mg/kg fødevare, men som mg/dm2. Der må således højst bruges 1 mg/dm2 ost eller pølse. Samtidig er der krav om, at stoffet ikke må trænge længere end 5 mm ind i osten eller pølsen. Dette svarer nøje til anbefalingen fra SCF. Det er lidt vanskeligt at sammenligne med den ADI, der er fastsat af JECFA, der omregnet til et 60 kg menneske er 18 mg, men det er svært at forestille sig, at denne værdi kan nås. De danske mejerier har imidlertid indgået en frivillig aftale, efter hvilken de afstår fra at bruge natamycin på oste til det danske marked. Man finder det imidlertid på visse importerede oste.

Funktion

Effektivt middel mod skimmelsvampe (mug). Stoffet blev tidligere brugt som lægemiddel til bekæmpelse af visse svampeinfektioner; det sælges ikke længere som medicin herhjemme, men bruges dog stadig som lægemiddel i andre lande, bl.a. USA og England. Da det ikke absorberes fra tarmen, anvendes det kun ved lokalbehandling af infektioner og ved infektioner i tarmen.

Sundhedsmæssige forhold

Det er et generelt anerkendt princip, at antibiotika, der også anvendes til sygdomsbehandling af mennesker eller dyr, ikke skal anvendes ved fremstillingen af fødevarer. Når man læser ekspertkomitéernes udtalelser, kan man også fornemme, at det kun er yderst modvilligt, at man har accepteret anvendelsen af natamycin. JECFA har i 1976 vurderet de eksisterende data og finder, at selvom man principielt er imod, kan man på baggrund af de undersøgelser der er foretaget, ikke komme med direkte sundhedsmæssige argumenter imod anvendelsen, og man tildelte en ADI på 0,3 mg/kg legemsvægt, en værdi de bekræftede så sent som i 2001. Dette svarer til ca. 1/20 af den daglige dosis ved behandling af candidainfektion i tarmen. SCF vurderede stoffet i 1979. De tildelte ikke en ADI, men accepterede anvendelsen til overfladebehandling af faste og halvfaste oste og til pølser, såfremt der ikke anvendtes mere end 1 mg/dm2 overflade, og at stoffet ikke ville kunne konstateres mere end 5 mm inde i fødevaren. De understregede dog meget stærkt, at dette ikke måtte ændre på det generelle princip for anvendelsen af antibiotika og at det ikke måtte åbne op for anvendelsen i alle mulige andre produkter.