Steviosid

Beskrivelse

Sødestof, der udvindes af den sydamerikanske plante Stevia rebaudiana. Det forsøges markedsført som et »naturligt« sødestof med henvisning til, at steviaplanten har været brugt i teer i Sydamerika. Imidlertid har EU’s og FAO/WHO’s ekspertkomitéer tidligere vurderet, at stoffet ikke er acceptabelt som tilsætningsstof. Det skyldtes ikke alene, at stoffet langtfra var undersøgt, som det kræves af et nyt tilsætningsstof, naturligt eller ej, men også at der er alvorlig tvivl om stoffets sikkerhed. Steviosid som sådant har tilsyneladende ikke uønskede bivirkninger. Men i tarmen vil stoffet blive omsat til et andet stof, som kaldes steviol. Dette stof har vist sig at være mutagent i bakterietests. Selvom det ikke i sig selv er et bevis for, at stoffet er kræftfremkaldende, giver det så stærk mistanke, at kun veludførte og helt klare dyreforsøg vil kunne mindske denne mistanke. Imidlertid har JECFA i juni 2004 tildelt steviolglycosider en ADI på 2 mg/kg legemsvægt. Det er derfor muligt, at der vil ske en bevægelse på dette område fremover. Stevia anvendes i visse urteteer, som sælges som helsekost. Man kan så spekulere over, hvor meget helse der er i det.