Sødestof

Beskrivelse

Egentlig ethvert sødende stof, hvad enten det er fødevare eller tilsætningsstof. I denne bog anvendes det om de stoffer, som er tilsætningsstoffer.Sødestoffer I takt med, at sukker er blevet udskældt som årsag til mange sygdomme og overvægt, er der kommet en efterspørgsel efter stoffer, som kan erstatte sukkeret, sådan at man kan nedsætte sit sukkerforbrug uden at give afkald på søde sager. Der er derfor nu flere sødestoffer på markedet, som kan opfylde denne efterspørgsel. Sødestofferne deles op i de stærkt sødende og de svagt sødende. Stærkt sødende stoffer. Til denne gruppe hører E 954 saccharin og E 952 cyclamat, som er de stoffer, man hidtil har tænkt på, når man talte om kunstige sødestoffer. Hertil er i firserne kommet stoffer som E 951 aspartam, E 950 acesulfamkalium og E 957 thaumatin og endnu senere E 959 neohesperidindihydrochalcon og E 955 sucralose. Andre som alitam, neotam og steviosid er på vej (se nærmere beskrivelse i ordforklaring). Et fællestræk for disse stoffer er, at de enten ikke giver nogen kalorier, eller at de bruges i så små mængder, at de ikke tilfører kalorier af betydning. Om de færdige produkter så også indeholder færre kalorier, afhænger helt af, hvad sukkerets fylde er erstattet med. Svagt sødende stoffer. Sukker har ikke bare en sødende effekt. Det giver også fødevaren en særlig konsistens, som det ikke er muligt at erstatte med de stærkt sødende stoffer. Hvis man f.eks. erstattede sukker i slik med saccharin, ville der ikke være meget tilbage. Man har derfor behov for noget, som kan erstatte sukkerets »krop«. Her kommer de svagt sødende stoffer ind. Et fællestræk for disse er, at de kun søder omtrent som sukker og derfor skal bruges i næsten samme mængde, som man ellers ville have brugt sukker eller i kombination med et stærkt sødende stof. De svagt sødende stoffer er E 420 sorbitol, E 421 mannitol, E 953 isomalt, E 965 maltitol, E 966 lactitol og E 967 xylitol. De kaldes samlet ofte for sukkeralkoholer eller polyoler. Et nyt stof i denne gruppe kaldet erythritol er på vej til at blive godkendt. Siden fremkomsten af saccharin sidst i 1800-tallet har der været blæst om sødestoffer. Saccharin er stadig i søgelyset, og de senere sødestoffer har også voldt problemer (se E 952 cyclamat og ikke mindst E 951 aspartam). For diabetikere kan sødestoffer være en fordel, da de kan få søde produkter uden sukker. Der er dog rejst tvivl, om det nu også er den store fordel, i hvert tilfælde hvad angår de svagt sødende stoffer (se sorbitol E 420). Den enkelte diabetiker bør ikke kritikløst tro, at hvad der falbydes som »sukkerfri« roligt kan spises. Heller ikke »diabetikervarer« er nødvendigvis særlig gode. Hvis frygten for kalorier er årsagen til, at man vælger de sukkerfri produkter, er man heller ikke på den sikre side, hvis sødestoffet hører til de svagt sødende. Hvis de hører til de stærkt sødende, skal man se på, hvad der ellers har erstattet sukkeret. Hvis det er andre ting med kalorier, er man lige vidt. I øvrigt er der noget, der tyder på, at sødestoffer kan stimulere appetitten. I hvert tilfælde bruges saccharin i foder til svin for at få dem til at spise mere og tage hurtigere på i vægt. De svagt sødende stoffer, som hører til gruppen af polyoler, kan virke afførende i større mængder, hvilket kan være et sundhedsmæssigt problem. I stedet for at begrænse anvendelsen til sådanne produkter og i sådanne mængder, at dette problem ikke ville opstå, har man valgt at »løse« problemet med en advarselsmærkning. Således skal produkter med mere end 10 % af disse stoffer mærkes med, at de kan virke afførende. Kunstige sødestoffer nedbrydes ikke til syre ligesom sukker og kan derfor betragtes som mere tandvenlige end sukker.