E 260 Eddikesyre
E 261 Kaliumacetat
E 262 Natriumacetat
Natriumdiacetat
E 263 Calciumacetat

Beskrivelse

Eddikesyre er naturligt forekommende og er den syre, som gør almindelig eddike sur. Den kan fremstilles ved gæring af alkohol (f.eks. vin) eller syntetisk. Desuden kan den udvindes af træsyre, som opstår, når man laver trækul. Eddike betragtes som fødevare, mens stoffet eddikesyre betragtes som tilsætningsstof. Saltene kaldes acetater efter det latinske navn for eddikesyre, acidum aceticum, og forekommer naturligt. De fremstilles af eddikesyre.

Må bruges i

Eddikesyre og acetater må bruges uden mængdemæssig begrænsning i alle de fødevarer, der generelt må indeholde tilsætningsstoffer. Må også bruges i animalske økologiske varer og i overgangskost.

Funktion

Eddike er et af de tidligst anvendte konserveringsstoffer, og mange har selv prøvet at sylte f.eks. grøntsager i eddike. Virker bedst over for bakterier og hæmmer effektivt de fleste sygdomsfremkaldende bakterier i fødevarer. Ud over den konserverende effekt anvendes eddikesyre og acetaterne til at regulere surhedsgrad og give smag. Eddikesyre anvendes på grund af smagen sjældent i så høje koncentrationer, at det alene sikrer mod bakterier. Den bruges derfor ofte sammen med andre konserveringsstoffer.

Sundhedsmæssige forhold

Koncentreret eddikesyre (iseddike) er ætsende, men i den koncentration den findes i eddike (ca. 5%) og i mad (endnu mindre), er der ingen sundhedsmæssige problemer. Saltene har ikke syrens ætsende virkning, men behandles af kroppen på samme måde som eddikesyre. ADI er derfor ikke begrænset for hverken eddikesyre eller acetater.