Vanille

Beskrivelse

Er oprindelig de tørrede umodne frugter fra planten Vanilla planifolia, som hører til orkidefamilien. Bourbon vanille kommer fra Madagaskar, men vanille dyrkes også mange andre steder i troperne, og vanillen har normalt navn efter dyrkningsstedet. Vanille bruges som krydderi i en række fødevarer, men da den er ret dyr, anvendes også andre midler til at få samme smag. Vanillin er det stof, som giver vanillen sin karakteristiske smag. Foruden fra vanille kan det udvindes fra en lang række andre planter, og det fremstilles også syntetisk. Ethylvanillin er kunstigt fremstillet og har en smag, som er 3-4 gange stærkere end vanillin. Da ethylvanillin bruges i så vidt omfang, er det i modsætning til de fleste andre aromastoffer ret godt undersøgt, og man har derfor kunnet tildele en ADI, som er 3 mg/kg legemsvægt. Man er også begyndt at fremstille vanillearoma ved hjælp af bioteknologi.