Vildledning

Beskrivelse

Alt det vi spiser har et navn. I juridisk sprogbrug kaldes det ofte en salgsbetegnelse. Navnet på varen, salgsbetegnelsen, dækker over og betegner det, man køber. Køber man et æble, er det forhåbentlig også et æble, man får med hjem. Så simpelt er det ikke, når der købes forarbejdede fødevarer. Det har været en vits i mange år, at der selvfølgelig ikke er børn i børnemad og hund i hundekiks. Et helt andet spørgsmål er så, om der er rejer i rejesalaten, eller rødvin i rødvinssovsen, når dette købes færdigpakket i supermarkedet. Her er verden pludselig ikke så simpel, og logikken går ofte tabt. Sammenlignes varens indhold med de ofte meget farvestrålende og store illustrationer og billeder af rejer på rejesalaten, æg på pakken med bearnaisesovs og kød mv. på pakken med suppe, så svarer dette ofte ikke til billederne. Også varens navn bliver mere og mere spektakulært og eksotisk og fjerner sig mere og mere fra reel oplysning. Specielt på disse områder tager vildledning til og er blevet værre og værre. Derfor har de kontrollerende myndigheder, dvs. Fødevarestyrelsen 1997 og 2000 iværksat kampagner med det formål at komme vildledningen til livs. I den forbindelse er der bl.a. udgivet et lille hefte med navnet »Vildledning – en vejledning«. I denne vejledning fortælles, hvad der ikke er god salgspraksis. Det er det f.eks. ikke, hvis noget siges at være »hjemmelavet«, når det er fremstillet på en stor fabrik. Hvis ting er hjemmelavede, skal de vel i bogstavelig forstand være fremstillet hjemme hos nogen. Slår man således op i »Ordbog over det Danske Sprog«, forklares hjemmelavet med »tilvirket uden hjælp af fagfolk«. I denne betydning skal fødevaren så være fremstillet af amatører. Hvis en fødevare derimod virkelig er hjemmelavet – dvs. i ens eget køkken – så må det faktisk ikke sælges på grund af de veterinære krav omkring fremstilling af fødevarer. Reglerne fortolkes på den pragmatiske måde, at madvarer, der er fremstillet i detailforretninger, godt må kaldes hjemmelavede. Ligeledes, hvis noget er gammeldags, så bør det være fremstillet efter en gammeldags opskrift, og ikke kun ved hjælp af sofistikeret fødevareteknologi, tilsætningsstoffer, aromastoffer og så videre. Der er hårdt brug for at få ryddet op i junglen af vildledning. Spørgsmålet er blot, hvad der reelt kan opnås og hvor lang tid det tager, fordi der har oparbejdet sig en praksis gennem mange år, uden at det reelt har været kontrolleret. Problemerne er endvidere, at der er en lang række undtagelser fra reglerne, det man kunne kalde statsgodkendt vildledning. De klassiske eksempler på dette er kærnemælk, flødeis og æg. Det har siden 1976 været tilladt at kalde syrnet skummetmælk for kærnemælk, selvom det ikke har noget med kærnemælk at gøre. Ligeledes må flødeis gerne kaldes flødeis, selvom der ikke er tilsat fløde, men mælkepulver og smørfedt. Endelig må æg, på grund af handelsnormer, kaldes friske i op til tre uger. Der har været nogen effekt af kampagnerne, f.eks. er luksusbegrebet stort set ryddet af vejen. Det har ellers hersket i mange år, hvor stort set alle produkter efterhånden fik en luksusvariant. Der kunne købes luksus salat og luksus kvalitet, uden at begrebet luksus på nogen måde har kunnet genfindes i ingredienslisten. Nu er praksis tilsyneladende, at skal noget være luksus, skal det afvige positivt, og det skal kunne vises, at produktet har ekstra kvaliteter. Som nævnt kan begrebet »Hjemmelavet« normalt kun anvendes på fødevarer, der er fremstillet i en detailforretning, hvorfra de sælges. Hvis mærkningen »Hjemmelavet« knyttes til et fabriksfremstillet levnedsmiddel, er det vildledende og i strid med § 19 i fødevareloven som omhandler vildledning. Sådan har myndighedernes fortolkning af vildledningsbegrebet i forhold til »Hjemmelavet« hidtil været. Der er i forbindelse med den sidste vildledningskampagne krævet en række ændringer af mærkninger, hvor firmaer har skrevet »Hjemmelavet« på produkter, der reelt har været fremstillet på en fabrik. Desværre ser det nu ud til at ændre sig, idet Østre Landsret i en dom af 5. januar 2002 har stadfæstet, at en chokoladefabrik gerne må skrive »Hjemmelavet« på produkterne, selvom de er fremstillet på en fabrik. Dette til trods for, at § 19 i Fødevareloven siger, at fødevarer ikke må sælges under omstændigheder der er egnet til at vildlede forbrugerne med hensyn til varens oprindelse, fremstillingstidspunkt, beskaffenhed, art, mængde, sammensætning, behandling, egenskaber og virkninger m.m. Landsretten fortolker loven således, at der ikke er grundlag for at fastslå, som der står i domsafgørelsen, »at en begrebsmæssig afgrænsning hvorefter fødemidler, der ‘er fremstillet i den detailforretning, hvorfra den sælges’ alene skal være bestemmende for, om brugen af udtrykket »Hjemmelavet« er vildledende og derfor indeholder en overtrædelse af bestemmelsen«. Denne afgørelse virker på almindelige forbrugere og i øvrigt også for fødevaremyndighederne som fuldstændig i strid med den hidtidige praksis i fortolkning af begrebet »Hjemmelavet«, og Landsrettens dom vil medføre en øget vildledning af forbrugeren i forhold til begrebet »Hjemmelavet«. Den konkrete afgørelse baserer sig på en chokoladefabrik – Pana Chokoladefabrik A/S – der har en fabrik, hvor de fremstiller produkterne, som både sælges en gros og i detailudsalg. Chokoladefabrikken har solgt sin chokolade under varemærket IKALA hjemmelavet chokolade siden 1946, men i 1959 blev chokoladeproduktionen flyttet til nyopførte fabrikslokaler i Vanløse. Ifølge dommen sælges IKALA chokoladeprodukter i det storkøbenhavnske område fra 6 detailbutikker, der ejes af fabrikken, og produkterne sælges også en gros til bl.a. Metro og Lekkerland. Produkterne er altså fabriksfremstillede, men kan nu lovligt kaldes »Hjemmelavet«. En lignende afgørelse er truffet med juice, idet Arla Foods produkt »Rigtig Juice« gerne må kaldes Rigtig Juice, selvom det er fremstillet af koncentrat. Rettens argument er her, at vildledningen har foregået i så lang tid og at Rigtig Juice må betragtes som et varemærke, hvilket medfører, at det er lovligt at foretage en vildledning af forbrugeren. Konklusionen på de eksempler der er nævnt, såsom »kærnemælk« (produceret af skummetmælk), fabriksfremstillet »hjemmelavet chokolade« og »rigtig juice«, der ikke er rigtig juice er åbenbart, at såfremt vildledningen er foregået i tilstrækkelig mange år, opnås der hævd på det, og dermed er den lovlig. Man må ikke håbe, at disse afgørelser danner præcedens inden for andre retsområder, som f.eks. kriminalområdet. Kunne man mon forestille sig situationen, at hvis man har været tyv i tilstrækkelig mange år, vinder man hævd på det, og derved er det lovligt. Der er generelt et stort behov inden for fødevareområdet for at stoppe den vildledning der foregår, således at fødevarer sælges med reel information og i det, man kunne kalde »redelige handelsrelationer«, således at forbrugeren ikke vildledes i forhold til de fødevarer han/hun køber. Det i 2004 nyoprettede forbruger- og familieministerium har som en af sine første opgaver igangsat en ny kampagne mod vildledning. Det bliver interessant at se, om denne bliver mere effektiv end de tidligere – der ikke har haft stor succes. Men indtil nu - dec 2005 - har der ikke været den store effekt af ministeriets indsats.