E 304 Ascorbylpalmitat
Ascorbylstearat

Beskrivelse

Stoffer, der fremstilles syntetisk ud fra de naturligt forekommende stoffer ascorbinsyre (vitamin C) og henholdsvis palmitinsyre og stearinsyre (almindelige bestanddele af fedt, se E 471 og E 570). Da der ikke er krav om, at fedtstoffet skal stamme fra planter, kan man ikke være sikker på, om der er anvendt dyr, herunder svin.

Må bruges i

Stofferne må bruges uden mængdemæssig begrænsning i alle de fødevarer, der generelt må indeholde tilsætningsstoffer. Må også bruges til fedtholdig overgangskost med højst 100 mg/kg.

Funktion

Antioxidanter, dvs. de hæmmer harskning (se indledningen til dette afsnit side 83). I modsætning til ascorbinsyre er de opløselige i fedt og er derfor et rimeligt alternativ til de såkaldte phenoliske antioxidanter (se E 310 – E 312 og E 320 – E 321). De har desuden vitamin C-virkning og må anvendes som næringsstof (se E 300).

Sundhedsmæssige forhold

Stoffet har af JECFA i 1973 fået en ADI på 1,25 mg/kg legemsvægt. Denne værdi er sandsynligvis unødvendigt lav, da det jo blot er en forbindelse mellem stoffer, som i sig selv ikke har en begrænset ADI. Da SCF vurderede stoffet i 1987, nøjedes de da også blot med at sige, at anvendelsen som antioxidant er acceptabel. En nordisk arbejdsgruppe har dog anbefalet at man ser lidt nærmere på om stofferne rent faktisk i kroppen vil spaltes til askorbinsyre og de respektive fedtsyrer.