E 306 Tocopherolrig ekstrakt (Vitamin E)

Beskrivelse

Ekstraheres fra fødevarer med stort indhold af tocopherol som f.eks. sojabønneolie, majsolie og hvedekimolie. Tocopheroler er naturligt forekommende antioxidanter og findes især i planteolier, der derfor er naturligt modstandsdygtige over for harskning. Fedtstoffer fra dyr (f.eks. svinefedt) indeholder næsten intet tocopherol i forhold til planteolier. Der findes otte forskellige tocopheroler med vitamin E-virkning. Den vigtigste for mennesker er E307 alpha-tocopherol.

Må bruges i

Tocopherol må bruges i alle de fødevarer, der generelt må indeholde tilsætningsstoffer. Må derudover bruges i modermælkserstatninger og i tilskudskost samt i vegetabilske økologiske varer. Der er i modsætning til tidligere positivlister ikke nogen mængdemæssig begrænsning, men det vil normalt næppe forlede nogen til at bruge mere end man gjorde før, da stoffet i forvejen var tilladt i tilstrækkelige mængder. Man vil ikke opnå nogen fordel, som forlænget holdbarhed eller lignende, ved at overdosere antioxidanter, snarere tværtimod. Dog kunne man forestille sig, at nogle fødevarefabrikanter kunne se en fordel i at overdosere for at kunne reklamere med »rig på vitamin E« eller lignende. En sådan anvendelse eller reklame vil næppe være lovlig, men det kan jo blive vanskeligt at håndhæve, når der ikke udtrykkeligt er en maksimumgrænse.

Funktion

Antioxidant, dvs. hæmmer harskning af olier og fedt, og næringsstof (vitamin E).

Sundhedsmæssige forhold

Vitamin E er fedtopløseligt og findes i alle celler i kroppen. Beskytter her fedtet mod harskning på samme måde som i fødevarer. Bevarer samtidig stoffer som f.eks. vitamin A. Ved mangel på vitamin E vil de røde blodlegemer ødelægges, men egentlige mangelsygdomme ses normalt ikke i Danmark. Vitamin E har i dyreforsøg vist en beskyttende effekt mod kræft, og undersøgelser offentliggjort i 1996 kunne tyde på en beskyttende effekt mod hjerte-karsygdomme. Men der er stadig ikke belæg for, at det skulle være gavnligt at tage tilskud. SCF har i 1987 vurderet tocopherol og fundet, at det er acceptabelt som antioxidant i fødevarer, og har ikke begrænset ADI til dette formål, men foreslog i 2003 en øvre grænse på 300 mg for en voksen anvendt som kosttilskud. JECFA fandt i 1986, at det var nødvendigt at fastsætte en ADI, da overdosering kan give symptomer som hovedpine, svimmelhed, synsforstyrrelser, forværring af visse hjertesygdomme m.m. Niveauet for overdosering med vitamin E starter ved 300-700 mg for voksne. Behovet for voksne ligger på 10 mg pr. dag. ADI blev fastsat til 2 mg/kg legemsvægt pr. dag, hvilket svarer til 120 mg for en voksen.