E 310 Propylgallat
E 311 Octylgallat
E 312 Dodecylgallat

Beskrivelse

Syntetiske forbindelser, som fremstilles ud fra gallussyre, som er en phenolisk syre, som også forekommer i naturen (f. eks. i garvesyre). Saltene kaldes gallater.

Må bruges i

Gallaterne må sammen med BHA (E 320) bruges i animalsk fedt og i vegetabilsk fedt beregnet til professionel fremstilling af varmebehandlede fødevarer (dog ikke i olivenolie) og til stegning. Det skyldes, at ved opvarmning foregår de uønskede harskningsprocesser mange tusinde gange hurtigere end ved stuetemperatur, og at ekstra beskyttelse derfor er nødvendig. Der må anvendes 200 mg/kg. Det må så forventes, at de også vil forekomme i de fødevarer, som fremstilles heraf. Hvis de overføres med fedtet, må man antage, at de stadig har antioxidanteffekt på fedtet, så de skal deklareres, men det vil i sidste ende skulle afgøres ved et skøn af fødevarekontrollen. Må også bruges i kagemix, visse snackprodukter, pulversuppe, saucer, behandlede nødder, forkogte knækkede korn eller korn i flager. I disse produkter må der anvendes 200 mg/kg i forhold til den mængde fedt, der er i produkterne. Det vil sige, at hvis et givet produkt indeholder 10% fedt, må denne fødevare samlet indeholde 10 % af 200 mg, altså 20 mg/kg færdigt produkt. I kartoffelpulver må der anvendes 25 mg/kg og i tyggegummi 400 mg/kg. Som noget nyt er der også givet tilladelse til at anvende gallaterne i essentielle olier (1 g/kg/ og i aromablandinger (100 mg/kg). I princippet skal de deklareres, hvis de stadig har effekt i de fødevarer hvor de bruges.

Funktion

Antioxidanter, der hæmmer harskning af fedt og olie.

Sundhedsmæssige forhold

De rene stoffer kan ved direkte berøring give hudallergi, hvilket bl.a. er set hos bagere. Samtidig har man set udslæt på munden, når man har drukket øl med propylgallat, men det er for længst ikke længere tilladt til øl. Tidligere havde stofferne en fælles ADI på 0,2 mg/kg legemsvægt hos begge ekspertkomitéer. Den var baseret på det af stofferne, der havde det laveste nul-effekt-niveau. Da der var mistanke om, at store mængder kunne give skade på forsøgsdyrenes afkom, anvendte man en højere sikkerhedsfaktor, nemlig 250 i stedet for den normale på 100. Senere har ekspertkomitéerne vurderet stofferne på ny og er kommet til forskellige resultater. Hvor man tidligere havde vurderet stofferne samlet, fandt JECFA i 1986, at der ikke var tilstrækkeligt bevis for, at stofferne virkede ens, og besluttede derfor at behandle dem enkeltvis. Det viste sig så, at kun propylgallat var så grundigt undersøgt, som man normalt forlanger, og man tilbagekaldte derfor ADI for de øvrige stoffer. Til gengæld kunne propylgallat så få en ADI, der var mere end 10 gange større end den tidligere ADI, nemlig 2,5 mg/kg legemsvægt. I 1996 revurderede man så stofferne, og propylgallat fik en ny ADI på 1,4 mg/kg legemsvægt. SCF, der også revurderede stofferne, kom i 1987 til en anden konklusion. De mente, at stofferne stadig kunne vurderes samlet, men holdt sig så til gengæld til det lavere nul-effekt-niveau. Da mistanken om fosterskadeeffekt samtidig var afkræftet, anvendte man nu den normale sikkerhedsfaktor 100 og kom til en ADI på 0,5 mg/kg legemsvægt, som så gælder for alle tre stoffer samlet. Begge beslutninger er sådan set korrekte ud fra hver deres forudsætning, men det gør det ikke nemmere at forstå. Det er et af de tilfælde, hvor man må konstatere, at for de stoffer, der var i anvendelse før man fandt på at regulere, er dokumentationen ikke altid op til moderne standard. Hvis stofferne var blevet opfundet i dag og man ikke havde undersøgt dem bedre, var man uden snak blevet sendt hjem for at lave sit hjemmearbejde og først komme igen, når de var vel undersøgt.