E 315 Erythorbinsyre (Isoascorbinsyre)
E 316 Natriumerythorbat (Natriumisoascorbat)

Beskrivelse

Isoascorbinsyre er et syntetisk stof, som ikke forekommer naturligt i fødevarer. Stoffet har samme kemiske sammensætning som ascorbinsyre (E 300), bortset fra at nogle af enhederne i stofferne er placeret lidt forskelligt. Det medfører, at isoascorbinsyre ikke har vitamin C-virkning.

Må bruges i

Isoascorbinsyre må bruges i hel- og halvkonserves af kød- og fiskeprodukter samt til dybfrosne fisk med rødt skind (!). Til kødprodukter må der bruges 500 mg/kg og til fiskeprodukterne 1500 mg/kg. Dvs. at man skal spise 720 g kødkonserves eller 240 g fiskeprodukt med stoffet i de højest tilladte mængder for at nå ADI. Der er således ikke nogen risiko ved anvendelsen, men man kan dog stadig spørge sig selv, hvorfor man behøver et stof af denne type, når man ligeså godt kan bruge ascorbinsyre (E 300).

Funktion

Selvom stofferne ikke har vitaminvirkning, har de ellers samme antioxidantvirkning som ascorbinsyre og kan erstatte denne også til at hæmme dannelsen af nitrosaminer ved nitritanvendelse (se E 249 og E 250).

Sundhedsmæssige forhold

JECFA tildelte isoascorbinsyre en ADI på 5 mg/kg legemsvægt i 1973. SCF mente herimod, da de vurderede stoffet i 1987, at der ikke var oplysninger nok til at acceptere stoffet. Specielt ville den gerne være helt sikker på, at der ikke var antivitaminvirkning med isoascorbinsyre. De ønskede nye undersøgelser blev vurderet af begge komitéer i 1990. JECFA mente, at man nu kunne give en ikke begrænset ADI. SCF var godt nok klar til at acceptere stoffet, da man mente, at mistanken om antivitaminvirkning nu var afvist for de mængder, man kan få gennem fødevarer; man begrænsede dog ADI til 6 mg/kg legemsvægt. Denne værdi blev stadfæstet i 1995.