E 416 Karayagummi

Beskrivelse

Karayagummi er det tørrede harpiks, der udskilles fra et stort buskagtigt træ kaldet Sterculia urens, som hører hjemme i Indien. Man kan derfor undertiden se stoffet omtalt som sterculiagummi. Der har i nogle år været forsyningsvanskeligheder med karayagummi på grund af dårlige vejrforhold og dermed faldende høst. Det er derfor næppe sandsynligt, at det er et af de stoffer man vil støde mest på.

Må bruges i

I snacks, kagefyld og -pynt, desserter og tyggegummi må bruges 5 g/kg, i saucer 10 g og i kosttilskud uden begrænsning. Må også bruges i tilsvarende vegetabilske økologiske varer med samme begrænsninger.

Funktion

Anvendes som stabilisator. Det er mindre vandopløseligt end lignende gummier, men det opsuger vand og danner tyktflydende opløsninger selv ved lave koncentrationer.

Sundhedsmæssige forhold

Nogle mennesker har udviklet allergi mod karayagummi efter at have indåndet det gennem længere tid, på samme måde som nogle bagere har udviklet allergi mod hvedemel. Allergien er formentlig knyttet til rester af protein i stoffet og ikke til gummien som sådan. Ligesom mange af de andre gummier kan karayagummi virke afførende, hvis man får større mængder. JECFA har i mange år kun kunnet give en midlertidig ADI på 20 mg/kg legemsvægt til dette produkt, men i 1988 tildelte man en ADI, som ikke var begrænset. SCF var, da man vurderede stoffet samme år, ikke parat til at gøre det samme, men tildelte en ADI på 12,5 mg/kg legemsvægt under anvendelse af en højere sikkerhedsfaktor end normalt. Dette skyldes, at der ikke forelå alle de forsøg, man normalt ville forlange.